Efter at have været i gang siden september sidste år med pilotprojektet ”Book din tid, når det passer dig” på to udvalgte medicinske ambulatorier, har hospitalsenheden i Horsens nu besluttet at udbrede online booking af patientaftaler til alle hospitalets afdelinger.


Efter at have været i gang siden september sidste år med pilotprojektet ”Book din tid, når det passer dig” på to udvalgte medicinske ambulatorier, har hospitalsenheden i Horsens nu besluttet at udbrede online booking af patientaftaler til alle hospitalets afdelinger.

Dermed vil alle patienter i Horsens kunne logge sig på hospitalets hjemmeside ved hjælp af NemID og se deres kommende og tidligere mødeaftaler på hospitalet. Patienter kan ligeledes udskrive indkaldelsesbreve og informationsmateriale og bede om at få tilsendt en påmindelse om mødeaftaler via sms.

Når løsningen er fuldt implementeret efter sommerferien vil patienter desuden selv kunne booke og flytte allerede bookede aftaler via hjemmesiden.

- Vi er vant til at købe varer og bestille ferierejser på nettet, så mange er trygge ved online selvbetjening. Men det er første gang, at et dansk hospital indfører webbooking på alle afdelinger, siger Jakob Heuch. Han kommer fra Capgemini Danmark A/S, som har udviklet og leveret den bagvedliggende Bookplan-løsning, der har muliggjort webbooking på hospitalsenheden i Horsens.

Færre udeblivelser
Udover at give patienterne bedre information og større indflydelse på mødeaftaler forventes selvbetjeningsløsningen at reducere antal udeblivelser på ambulatorierne i Horsens. Det vil give en bedre økonomi og højere effektivitet.

Erfaringerne er gode på Medicinsk Afdeling i Horsens, der det seneste halve år har været med i webbooking pilotprojektet:

- Når patienten har mulighed for selv at ændre deres mødetider på nettet frem for at skulle ringe til afdelingen, får personalet mere tid til anden primær patientbehandling. Og patienterne kan gennemføre ændringer, når det passer dem. De er ikke afhængige af at skulle vente i en eventuel telefonkø, siger Thomas Hahn, ledende overlæge på Medicinsk Afdeling.

Masser af reklame
Der vil blive gjort masser af reklame for webbooking på hospitalets hjemmeside og på store infoskærme i hospitalets forhal, ligesom der vil ligge brochurer om webbooking i alle hospitalets ambulatorier. Det oplyser IT-system koordinator på hospitalsenheden i Horsens Anette Mundbjerg.

Patienter på hospitalsenheden i Horsens er dog ikke tvunget til at bruge webbooking og vil fortsat få tilsendt mødeindkaldelser og anden relevant information med posten.

På sigt er visionen, at det skal være muligt at få adgang til aftaler på alle hospitalerne i Region Midtjylland via MidtEPJ, som er regionens fælles elektroniske patientjournal.