Professor Cai Grau fra Aarhus Universitetshospital får i dag årets Onkologipris af Dansk Selskab for Klinisk Onkologi.


Professor Cai Grau fra Aarhus Universitetshospital får i dag, 20. april, årets Onkologipris af Dansk Selskab for Klinisk Onkologi.

Cai Grau, professor på Onkologisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital, får Onkologiprisen som en anerkendelse af hans store forskningsindsats indenfor udviklingen af nye og mere skånsomme metoder til at give strålebehandling til kræftpatienter. Primært indenfor behandlingen af kræft i mund og svælg.

Cai Grau har også været en af hovedkræfterne bag dokumentationen af den negative betydning af ventetid i forbindelse med kræftbehandlingen. Samtidig har han været en af initiativtagerne til indførelsen af de første pakkeforløb i Danmark indenfor behandlingen af hoved-hals kræft.

Stor videnskabelig produktion
Professor Cai Grau har publiceret mere end 130 videnskabelige artikler og holdt et stort antal foredrag ved videnskabelige møder over hele verden.
Cai Grau har sæde i både nationale og internationale forskningsråd, er bestyrelsesmedlem i adskillige internationale videnskabelige organisationer og deltager i en række internationale forskningsgrupper. Han er desuden leder af det nationale stråleforskningscenter CIRRO.

Ud over sin egen forskning har Cai Grau været vejleder for adskillige yngre kolleger og er en meget benyttet underviser på kurser indenfor strålebehandling af kræftpatienter.

Professor Cai Grau er 54 år, uddannet som læge ved Aarhus Universitet i 1987. Han blev dr. med. i 1994 og speciallæge i klinisk onkologi i 1998. Cai Grau blev overlæge ved Onkologisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital i 2000 og har siden 2004 været professor ved Aarhus Universitet.

Pris til exeptionel forsker
Onkologiprisen fra Dansk Selskab for Onkologi gives til en kræftforsker, som med sin forskning har ydet et exceptionelt bidrag til forbedring af kræftbehandlingen i Danmark. Prisen blev uddelt første gang i 1989.

Overrækkelsen af prisen finder sted i forbindelse med selskabets årsmøde på Nyborg Strand.
Med prisen følger en check på 20.000 kroner.

Yderligere oplysninger:
Anders Bonde Jensen, overlæge på Onkologisk Afd. D, Aarhus Universitetshospital og formand for Dansk Selskab for Klinisk Onkologi, mobil 20 96 76 15.