Som kridhvidt tøj tiltrækker pletter, tiltrækker midtVask fremtrædende danske politikere og interesseorganisationer. Mandag besøger blandt andre undervisningsminister Christine Antorini (S) Region Midtjyllands eget vaskeri i Aarhus.

Børne- og Undervisnings- minister Christine Antorini (S)Næste gang vaskerichef Pernille Lundvang skal vise gæster rundt på Region Midtjyllands vaskeri bliver mandag den 24. september, hvor en række politikere fra kommuner og region, sammen med Børne- og Undervisningsminister Christine Antorini (S), besøger midtVask.

Opgaven er ikke helt uvant, for midtVask er flere gange tidligere blevet nærstuderet af ministre med interesse for fx etnisk integration og mangfoldighed.

Endnu større krav i morgen

Men denne gang samler interessen sig om vaskeriets erfaringer med arbejde, uddannelse og udvikling. For som vaskerichef Pernille Lundvang understreger det: Kravene til den danske arbejdsstyrke bare vokser og vokser.

- Ofte går det ud over de ufaglærte, når arbejdspladser flyttes til lavlønsområder, og hvis vi skal beholde vores arbejdspladser og vores konkurrenceevne er svaret: uddannelse! Ikke uddannelse for uddannelsens skyld men for jobbet og for Danmarks skyld, siger Pernille Lundvang. Det budskab har hun tænkt sig at gentage for gæsterne på mandag.

Hverdagens skole

Vaskerichefen betragter dagligdagens udfordringer som en uddannelse i sig selv. Sammen med faglige skoler arbejder Pernille Lundvang derfor på at udvikle samfundets opfattelse af, hvad der kan kaldes en rigtig uddannelse.

- Vi skal skabe en formel anerkendelse af, at der sker læring og uddannelse i virksomhederne. Vi kompetenceudvikler løbende, men vores medarbejdere får ikke den formelle anerkendelse af deres kompetencer. Det er ikke rimeligt, for mennesker lærer og udvikler sig på mange forskellige måder. Vi vil gerne arbejde for, at der i fremtiden hverken findes ufaglærte på midtVask eller nogen andre steder i Danmark, siger Pernille Lundvang.

Børne- og Undervisningsminister Christine Antorini besøger sammen med de øvrige gæster – blandt andre regionsrådsformand Bent Hansen (S) - midtVask mandag kl. 14.15 og kl. 16.15.

  • midtVask er region midtjyllands eget vaskeri 
  • midtVask er et af landets største. I snit vaskes 5.400.000 kg tøj årligt. 
  • midtVask har ca.160 ansatte.
  • midtVask har tidligere vundet MIA-prisen og Netværks-prisen
  • midtVask var i 2011 Danmarks billigste og mest effektive vaskeri.

 

Yderligere oplysninger

  • Pressekontakt til Børne- og undervisningsminister Christine Antorini:
    Karen Tidemann, tlf. 2240 0930 / katid1@uvm.dk
  • Regionsrådsformand Bent Hansen (S), tlf. 4031 3707 /
    bent.hansen@rr.rm.dk
  • Pernille Lundvang, vaskerichef, TLF. 2467 5411 / pernlund@rm.dk