Sygeplejersker og SOSU’er på Regionshospitalet Silkeborg tester stoffer til ny, fælles uniform til medarbejderne på Region Midtjyllands hospitaler

Det er ikke til at se det, hvis man ikke lige ved det. Sygeplejerskerne og SOSU’erne på Diagnostisk Center, Afsnit M1 på Regionshospitalet Silkeborg ligner fuldstændigt sig selv i deres hvide uniformer, men følelsen er en anden.

De cirka 55 sygeplejersker og SOSU’er på M1 i Silkeborg har sagt ja til at agere testpersoner i forbindelse med, at den gamle uniform skal skiftes ud med en ny.

Lige nu handler det om at finde ud af hvilken type stof, de nye uniformer skal sys i.

I praksis foregår det ved, at den nuværende, ”gamle” uniform er blevet syet op i seks forskellige typer stof. Hver dag vælger hver enkelt medarbejder en ny kombination af tunika og bukser og gennemfører så arbejdsdagen som normalt.  

Når arbejdsdagen er slut, besvarer testpersonerne et spørgeskema, hvor de blandt andet forholder sig til, om uniformsmaterialet var for varmt, for koldt, for blødt, for stift, for gennemsigtigt eller lige tilpas. Til sidst giver de materialerne karakter på en skala fra 1-10.

- De nye uniformer skal fungere både i løbet af en travl arbejdsdag og på en mere stille nattevagt. Derfor er det vigtigt, at vi tester uniformsstofferne i praksis, siger Thomas Pazyj, formand for uniformsprojektets styregruppe og hospitalsdirektør på Regionshospitalet Randers.

Komfort og økonomi

Samtidig med, at medarbejderne på M1 i Silkeborg tester materialernes komfort, så er medarbejderne på sygehusvaskeriet midtvask i Aarhus i gang med at teste, hvordan de seks forskellige materialer opfører sig i vask. Holder de for eksempel faconen efter 40 ture i vaskemaskinen og hvor hurtigt tørrer de?

- Når vi skal vælge hvilket materiale, de nye uniformer skal sys i, så skal vi have komfort og økonomi til at gå op i en højere enhed. Prisen på metervarer er forskellig, ligesom materialets vaskeegenskaber spiller en stor rolle for den samlede økonomi. Der kan være forskel på, hvor mange gange et bestemt materiale kan holde til at blive vasket, inden det skal kasseres og erstattes af noget nyt. Og prisen på vask påvirkes også af, om et materiale tørrer hurtigt eller langsommere, forklarer Thomas Pazyj.

På baggrund af testen vil der blive udvalgt et eller flere materialer, som en egentlig testkollektion i et nyt design bliver syet op i. Testkollektionen bliver afprøvet af en større gruppe medarbejdere over en periode på 2 til 3 måneder i begyndelsen af 2013.

Læs mere om projektet på www.uniform.rm.dk

Fakta

  • Cirka 14.000 medarbejdere på Region Midtjyllands hospitaler skal have nye uniformer.
  • De første nye uniformer bliver taget i brug i 2014, men ibrugtagningen sker løbende, fordi de ”gamle” uniformer skal slides op først.
  • Uniformsprojektet bliver udgiftscentralt for Region Midtjylland, fordi der er penge at spare på indkøb, vask og logistik ved et harmoniseret uniformsprogram.

Flere oplysninger:

Thomas Pazyj, hospitalsdirektør på Regionshospitalet Randers og formand for styregruppen for uniformsprojektet i Region Midtjylland, tlf. 7842 0101/2330 0158.

Heidi Sabroe, afdelingssygeplejerske på Diagnostisk Center, Afsnit M1, Regionshospitalet Silkeborg. Tlf. 7841 7105.

Søren Uhre, projektleder for uniformsprojektet, Servicecenteret Aarhus Universitetshospital. Tlf. 2037 3483

Region Midtjyllands pressevagt svarer alle hverdage fra kl. 8 til kl. 17 på tlf. 7841 0666