Patientkontoret i Region Midtjylland har arbejdet på at blive mere synligt, og det har resulteret i flere henvendelser fra borgerne.


Patientkontoret i Region Midtjylland har arbejdet på at blive mere synligt, og det har resulteret i flere henvendelser fra borgerne.

Antallet af henvendelser til Patientkontoret i Region Midtjylland er steget. I 2011 modtog kontoret 22.862 henvendelser fra borgerne mod 21.716 henvendelser i 2010. Det er en stigning på 1146 henvendelser svarende til fem procent.

Patientkontoret har to hovedopgaver, nemlig at vejlede patienter og pårørende om sundhedsvæsnets ydelser og at omvisitere patienter, der af den ene eller anden grund ønsker behandling på et andet hospital.

Årsagen til stigningen i antallet af henvendelser skyldes først og fremmest, at der gennem de seneste år er gjort en aktiv indsats for at gøre Patientkontoret og dets ydelser mere synlige blandt borgerne.

Mere brugervenligt
I 2011 blev Patientkontorets hjemmeside revideret og gjort mere brugervenlig. Samtidig har den pjece, Patientkontoret vedlægger indkaldelsesbreve fra hospitalerne, fået en sproglig overhaling.

- Vi har arbejdet på at gøre det tydeligere for borgerne, hvad de kan bruge os til. Og hvis man ser på statistikken over antal henvendelser for de seneste år, så ser det ud til, at den indsats har givet bonus, siger Marie Helene Jakobsen, kontorchef i Patientkontoret i Region Midtjylland.

Patientkontoret i Region Midtjylland har 13 patientvejledere. Borgerne kan henvende sig til Patientkontoret på mail, telefon, ved personligt fremmøde og brev. Størstedelen af henvendelserne sker per telefon.

Henvendelsesmåde i 2011
• På telefon 8.421
• På mail 3.268
• Per brev 219
• Personligt fremmøde 69
• Total 22.862

Fakta:
Patientkontorets årsberetning 2011 (pdf).

Flere oplysninger
• Regionsrådsformand i Region Midtjylland, Bent Hansen (S): 7841 0010 / 4031 3707 / bent.hansen@rr.rm.dk

• Marie Helene Jakobsen, kontorchef i Patientkontoret i Region Midtjylland: Tlf. 7841 2360

• Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer på: www.rm.dk/politik/politikerne

• Region Midtjyllands pressevagt svarer alle hverdage fra kl. 8 til kl. 17 på tlf. 7841 0666