Regionsrådsformand Bent Hansen har sammen med de øvrige rådsmedlemmer i Region Midtjylland fået en grundig redegørelse om de retspsykiatriske patienter, der enten udebliver, undviger eller rømmer fra Aarhus Universitets-hospital, Risskov. Regler for udgang bliver præciseret og rådsformanden bliver nu holdt orienteret måned for måned.




Regionsrådsformand Bent Hansen har sammen med de øvrige rådsmedlemmer i Region Midtjylland fået en grundig redegørelse om de retspsykiatriske patienter, der enten udebliver, undviger eller rømmer fra Aarhus Universitets-hospital, Risskov. Regler for udgang bliver præciseret og rådsformanden bliver nu holdt orienteret måned for måned.

- Det er godt at se, at alt fremgår af journalerne, for det viser jo, at psykiatrien i Risskov ikke har forsøgt at skjule noget overfor omverdenen. Det er også godt at se, at Psykiatri og Socialledelsen tager det her dybt alvorligt. Det gør jeg også. Situationen har min fulde opmærksomhed, siger regionsrådsformand Bent Hansen (S), som på landsplan vil arbejde for ensartet registrering af absenteringer.

Flere stramninger
Fremover bliver regionsrådsformanden månedligt holdt orienteret om alle rømninger, undvigelser og udeblivelser fra de specialiserede retspsykiatriske afdelinger i Risskov og Viborg. Afdelingen i Risskov får sin fysiske sikkerhed gået igennem og både i Viborg og Risskov bliver registreringerne ensartet, så fravær bliver noteret på samme måde.

Bent Hansen peger på, at der blandt stramningerne, er en ny husorden, hvor reglerne for ledsaget og uledsaget udgang fra de retspsykiatriske afdelinger bliver meget præcise.

- Vi kan ganske enkelt ikke have, at patienter, der har rettens ord for, at de er for syge til at være i fængsel og derfor skal være indlagt på en retspsykiatrisk afdeling, stikker af og skaber bekymring i omgivelserne. Derfor er jeg også meget tilfreds med, at Psykiatri og Socialledelsen tager hånd om situationen og de lokale forhold på Risskov, siger Bent Hansen.

Fakta
En retspsykiatrisk patient er en person, hvis aktuelle stilling som psykiatrisk patient bunder i en afgørelse truffet af en domstol. I praksis drejer det sig om personer:

  • Der inden dommen skal mentalobserveres eller anbringes i varetægtssurrogat i psykiatrien.
  • Der er idømt en psykiatrisk særforanstaltning: Enten en tidsbegrænset dom til ambulant behandling/behandling eller en tidsubestemt anbringelsesdom.
  • Der er undergivet straffuldbyrdelse, og som i forbindelse hermed undergives psykiatrisk behandling på grund af opstået psykisk sygdom.

Rømning: Er defineret som det at stikke af fra lukket afsnit eller lukket have. Der er her tale om at bryde ud under forhold, hvor patienten ikke er givet nogen frihedsgrader.

Undvigelse: Situationer hvor patienter stikker af fra ledsagende personale. Forekommer f.eks. når patienter er bevilget udgang med ledsagelse, eller hvor patient og personale sammen bevæger sig rundt på hospitalsområdet uden for de sikrede afsnit.

Udeblivelse: Omhandler situationer, hvor patienten ikke kommer tilbage eller kommer for sent tilbage fra uledsaget udgang. Der er her tale om, at patienten misbruger en udvist tillid i forbindelse med en gradvis udslusning.

Dokumentation 

Flere oplysninger