Fra onsdag den 30. januar til fredag den 1. februar afholder Hospitalsenheden Horsens en 48-timers innovations-camp i samarbejde VIA University College


Innovation i hospitalsbyggeri: Hvordan skaber byggeprocessen værdi for patienter, pårørende og personale?

Fra onsdag den 30. januar til fredag den 1. februar afholder Hospitalsenheden Horsens en 48-timers innovations-camp i samarbejde VIA University College.

Hospitalsenheden Horsens står i en usædvanlig situation, hvor rigtig mange byggeprojekter i de kommende år kommer til at indgå som en naturlig del af hospitalets hverdag.

Hospitalet skal midt i store og små byggeprojekter fortsat sikre effektiv sygehusdrift, hvor der skabes tryghed for patienter og pårørende – og trivsel og udvikling i jobbet for alle ansatte.

Dette kræver nytænkning, samarbejde på tværs og helt nye tilgange til byggeprocesser. Dialogen og udviklingen vil i de kommende år tage form og inddrage mange såvel indenfor som udenfor hospitalets matrikel.

Derfor er hospitalet i samarbejde med VIA University College fra 30. januar til 1. februar 2013 værter for en 48-timers innovations-camp. Opgavebeskrivelsen lyder: ”Hvordan kan byggeprocesser skabe værdi for patienter, pårørende og personale?”.

Et team på 15 udvalgte innovative VIA-studerende arbejder i to døgn non-stop på at komme med ét eller flere nytænkende bud på netop dette spørgsmål.

Teamet har arbejdsbase i hospitalets Simulations- og InnovationsCenter, og vil i mødet med forskellige afdelinger danne sig indtryk af udfordringer og muligheder. Undervejs vil teamet modtage sparring, vejledning og assistance fra hospitalets innovations- og byggespecialister.

Fredag den 1. februar vil de præsentere deres løsningsforslag for udvalgte ledere og medarbejdere. Herefter vil de byggeansvarlige i huset arbejde videre med at vurdere og kvalificere forslagene sammen med det igangværende plan-arbejde.

Resultaterne og de præsenterede idéer vil indgå i det samlede arbejde med at kvalificere de kommende års byggeri. Målet er, at patienter, pårørende og personale, også under den forestående fordobling af hospitalets areal, vil opleve stedet som et godt behandlingssted og en god arbejdsplads.

Flere oplysninger
  • Specialkonsulent Charlotte Degn, Økonomi og Plan,
    tlf. 7842 5067
  • Innovationskonsulent Christina Antonsen,
    Afd. for Kvalitet og Sundheds-it, tlf. 7842 5113
  • Læs mere om Hospitalsenheden Horsens på
    www.hospitalsenheden-horsens.dk