Hånden er et af de mest forfinede stykker anatomi, og en skade kræver avancerede kirurgiske teknikker. Bliv klogere på dette og leg selv håndlæge, når Aarhus Universitetshospital holder Åbent Hus d. 26. januar.

Hånden er et af de mest forfinede stykker anatomi, og en skade kræver avancerede kirurgiske teknikker. Bliv klogere på dette og leg selv håndlæge, når Aarhus Universitetshospital holder Åbent Hus d. 26. januar.

Kun de færreste mennesker går gennem livet uden en håndskade eller anden sygdom i hænderne, men heldigvis er der hjælp at hente.
På Aarhus Universitetshospital opereres over tusind patienter hvert år på Håndkirurgisk Ambulatorium og Terapi, og nu får du mulighed for at komme helt tæt på behandlingen.

Det sker d. 26. januar klokken 11 til 15, hvor Håndkirurgisk Ambulatorium og Terapi, Tage Hansens Gade 2, indgang 1A, åbner dørene for alle, der har lyst til at høre, om det nyeste indenfor diagnostik og behandling af skader og sygdomme i hænderne.


Det er anden gang Håndkirurgisk Ambulatorium og Terapi holder Åbent Hus. Sidst var i 2007, hvor arrangementet blev en stor succes. Foto: Michael Harder.

Overskriften for dagen er ”Hånd og Teknik”, og det kommer til udtryk på en række måder.

Der bliver lejlighed til at se nye kirurgiske teknikker, proteser og hjælpemidler demonstreret, og hele dagen viser operationspersonalet bl.a. kikkertkirurgi i hånden, og hvordan man kan sætte proteser ind i led, der er ødelagte af gigt.

Håndterapeuterne forklarer, hvordan hjernen kan ”snydes” ved hjælp af computerspil til at genvinde tabte funktioner, når hånden er blevet skadet. Gæsterne får også mulighed for at få hånden ultralydsskannet, lege med gips og prøve kræfter med de boremaskiner og skruer, der er kirurgernes værktøj. Desuden underholder to musikere, der begge er tidligere patienter.

På programmet er også film, samt foredrag, hvor den tekniske udvikling kommer til debat. Er en protese lige så god – og måske bedre – end en rekonstrueret hånd?

Dagens program
11.10 Velkomst ved Overlæge Karsten Krøner
12.00 Moderne operationsmetoder i håndkirurgi ved Overlæge Bo Munk
12.30 Den intelligente håndprotese ved Bandagist Benedikte Holck Christensen (Ortos)
13.00 Guitarist Ole Bech i cafeen
14.00 Saxofonist Florian Navarro i cafeen
15.00 Afslutning

Yderligere oplysninger
Overlæge Claus Möger, Håndkirurgisk Ambulatorium og Terapi, tlf. 78 46 74 08.
Håndkirurgisk Ambulatorium, tlf. 78 46 77 60

FAKTA
• Håndkirurgisk Ambulatorium og Terapi hører under Ortopædkirurgisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital.
• Afsnittet tager sig af diagnostik, forskning og behandling af håndens, håndleddets og underarmens sygdomme. Det drejer sig om komplicerede brud, akutte sene- og nervelæsioner, infektioner, slidgigt og meget mere.
• Formålet er at behandle patienterne, så de får en god håndfunktion. Det sker i tæt samarbejde mellem kirurger og terapeuter.
• Afsnittet har specialfunktion for protesekirurgi i hånden og tilbyder protesekirurgi i håndled, håndrod og fingerled for hele Jylland.
• Årligt foretages ca. 1000 operationer, og i ambulatoriet undersøges 5500 patienter.