Næste borgermøde om Det Nye hospital i Vest, Gødstrup bliver afholdt i Musikteatret i Holstebro, og der er både plads til, og brug for dine input.




Næste borgermøde om Det Nye hospital i Vest, Gødstrup bliver afholdt i Musikteatret i Holstebro, og der er både plads til, og brug for dine input.

Der er fuld fart på planlægningen af Det Nye hospital i Vest, Gødstrup (DNV).
Men hvad er det, som arkitekterne har i støbeskeen, hvordan kommer det til at se ud, og hvad er det et moderne hospital skal kunne?

Nu kan du få svar på det og alle de andre spørgsmål, du måtte have om DNV, når regionsrådsformand Bent Hansen og hospitalsledelsen i Hospitalsenheden Vest fortæller om, hvad det store byggeprojekt kommer til at betyde for patienter, pårørende og borgere i den midt- og vestlige del af Region Midtjylland.

- DNV-Gødstrup bliver en vigtig brik i fremtidens sundhedsvæsen, og det er det første af de nye akut-hospitaler, som bliver bygget på bar mark. Det giver os alle forudsætninger for at skabe et hospital i verdensklasse i den vestlige del af Region Midtjylland. Hver en sten bliver vendt for at skabe gode løsninger i en unik ramme, siger regionsrådsformand Bent Hansen.

Borgermødet foregår:
Den 3. april 2013 fra kl. 17.30 – 21.00
Musikteatret i Holstebro, Boxén, Den Røde Plads 16

DNV bliver bygget ud fra en vision om at skabe Patientens Hospital, og derfor er det utrolig vigtigt for udviklingen af hospitalet, at borgerne får en mulighed for at byde ind med deres ønsker, behov og gode ideer til indretningen af det, de forstår ved udtrykket Patientens Hospital.

Efter oplæg fra Bent Hansen og HL vil der således blive afholdt workshops, som går i dybden med de emner, som betyder mest for borgerne.

- Vi tror på værdien i at give brugerne mulighed for at forholde sig til projektet i de forskellige faser af planlægningen. Vi er nået langt, men der stadig lang vej endnu, og den vej kan deltagerne i borgermødet være med til at præge, siger chefsygeplejerske i Hospitalsenheden Vest, Ida Götke.

Du kan tilmelde dig online på: www.dnv.rm.dk 

Her kan du også læse mere om borgermødet og det største byggeprojekt i Midt- og Vestjyllands historie, DNV-Gødstrup.

Flere oplysninger