40 % af kræftpatienterne er i den erhvervsaktive alder, og der er behov for en særlig rehabiliteringsindsats for, at de meste ressourcesvage ikke mister tilknytningen til arbejdsmarkedet.


40 % af kræftpatienterne er i den erhvervsaktive alder, og der er behov for en særlig rehabiliteringsindsats for, at de meste ressourcesvage ikke mister tilknytningen til arbejdsmarkedet.

Et studie fra det store nationale projekt Tilbage Til Arbejdet viser, at 85 % af kræftpatienter er motiverede, men ofte ikke magter at vende tilbage til jobbet. Op til 53 % mister derfor permanent arbejdet efter de har fået kræftdiagnosen. Derfor har en gruppe forskere under CFK – Folkesundhed og Kvalitetsudvikling i Region Midtjylland netop fået 3,5 mio. fra Kræftens Bekæmpelse til at hjælpe de dårligst stillede kræftramte patienter tilbage til arbejdet.

Tilpassede forløb
- Vi vil afprøve, om en individuel, behovstilpasset rehabiliteringsindsats er specielt egnet til ressourcesvage kræftpatienter, samtidigt med at de modtager behandling i onkologisk afdeling på Aarhus Universitetshospital. Kun få tidligere studier har afprøvet den ide. Noget helt nyt er, at kommunalt ansatte jobkonsulenter fra Randers og Silkeborg kommuner tilknyttes onkologisk afdeling, så der kommer fokus på at fastholde patienterne i arbejde, fortæller professor Claus Vinther Nielsen, CFK, Folkesundhed og Kvalitetsudvikling i Region Midtjylland, og fortsætter:

- Problemet er ofte, at patienten falder mellem to stole, når de går fra at være patient til at modtage kommunal støtte. Derfor skal vi afdække de positive erfaringer, som vi allerede har fra kræftpatienter, pårørende, sundhedsprofessionelle og arbejdsgivere.

Svage kræftpatienter får en ekstra hånd
Udgangspunktet er dog, at patienterne skal have hjælp tidligere, og forventningen til projektet er at øge andelen af ressourcesvage kræftpatienter med job fra ca. 50% til ca. 75 %. Derfor skal forskerne identificere de forskellige behov, der karakteriserer de dårligst stillede kræftpatienter.

- De fleste kræftpatienter udtrykker, at arbejde giver dem en oplevelse af mening og normalitet i livet. Arbejdet er en del af deres sociale netværk. Det giver en følelse af kontrol og kompetence. Derfor er arbejdet en væsentlig del af kræftpatientens identitet, fortæller Claus Vinther Nielsen og afslutter:

- Udfordringen med at fastholde kræftpatienter i job er særlig vanskelig for ressourcesvage og multisyge kræftpatienter. Men vi har en klar formodning om, at det er vigtigt at italesætte tilbagevendingen til arbejdet langt tidligere, end vi gør i dag, og at det er kommenens jobkonsulent, der gør det. Det kræver selvfølgelig en større forståelse af kræftpatienters livssituation - herunder betydningen af den sociale position og andre sygdomme, der også belaster patienten. Vi håber på med dette forskningsprojekt, at vi finder en bedre metode til at udjævne den sociale ulighed, der er for de svageste kræftpatienter.

For yderligere information kontakt:

Professor Claus Vinther Nielsen, Health, Aarhus Universitet og CFK, Folkesundhed og Kvalitetsudvikling, MarselisborgCentret i Region Midtjylland: mobil: 2223 9488, tlf. 7841 4440 eller e-mail:
claus.vinther@stab.rm.dk