05-05-2013



Den lille landsby Nørager på Djursland var feststemt og i sit stiveste puds, da den fredag modtog Region Midtjyllands landsbypris. Iderigdom og stort engagement fra både borgere og erhvervsliv har sikret byen udvikling i stedet for afvikling.

Det var en nypudset landsby, som Regionsrådet og en række andre inviterede gæster mødte fredag ved uddelingen af Region Midtjyllands landsbypris 2013.
De 286 borgere havde fået besked på at rydde op omkring deres huse og var blevet udstyret med gule aurikler til udplantning, og mange havde desuden hejst flaget eller sat papirflag langs hækkene.
Ingen skulle være i tvivl om, at det var en festdag.
”I er et godt eksempel på, hvor langt man kan nå, når virksomheder og borgere arbejder sammen og tænker fællesskab, så alle er med”, sagde Bent Hansen ved prisoverrækkelsen, der foregik i et fyldt festtelt uden for forsamlingshuset.
Ledsaget af musik fra byens lokale band og sang og optræden ved byens børn.

Et pengetræ
Sammen med et diplom overrakte Bent Hansen et pengetræ som symbol på de 150.000 kroner, der følger med landsbyprisen. Eller også var det et kirsebærtræ podet med chokolademønter i guldfolie.
”I har et vandrehjem, en børnehave, en købmandsbutik med en svimlende omsætning, flere end 30 virksomheder og snart også en multihal. Det er et fantastisk flot stykke arbejde, I har gjort”, sagde Bent Hansen.
Det var Pauli Jensen, formand for Nørager Beboerforening, der modtog hæderen, men på vegne af hele byen, understregede han.
”Vi har nemlig ingen gratister her. Tingene kommer ikke af sig selv, men alle forstår, at man skal både yde og nyde”, sagde Pauli Jensen.

Gave fra erhvervslivet
Derudover talte ophavsmanden til Nøragers erhvervsliv, Bjarne Knudsen, om landsbyen før og nu, Norddjurs Kommunes borgmester Jan Petersen roste byens ildsjæle, og formanden for LAG Djursland kaldte Nørager for en v-by med virkelyst, virilitet og mange andre v-ord.
Og så fik byens endnu en gave: Direktør for byens største virksomhed i dag, Lars Nielsen fra metalforarbejdningsvirksomheden L-Tek, kunne overrække en check på 70.000 kroner, der var samlet ind blandt byens erhvervsvirksomheder.
Hvad borgerne i Nørager vil bruge de i alt 220.000 kroner til, er endnu uvist. Måske kom der ideer på bordet senere på dagen. For Nøragerborgerne fortsatte selvfølgelig festen, længe efter at regionsrådsmedlemmerne og de øvrige inviterede gæster var taget hjem.

Tidligere modtagere
Det er femte gang, at regionens landsbypris uddeles. De forrige år er den gået til Idom-Råsted i Holstebro Kommune, Spjald i Ringkøbing-Skjern Kommune, Endelave By i Horsens Kommune samt Rødding i Skive Kommune - i nævnte rækkefølge.
Landsbyprisen er en del af regionens indsats for en region i balance. Med prisen får landsbyer, som kan skabe fremdrift og vækst, både anerkendelse og opmærksomhed, så de kan være til inspiration for andre.


   
   
   
   


Billedtekst:
Det var en veloplagt forsamling, som regionsrådsformand og de øvrige talere havde foran sig. De viste fotos er til fri brug i forbindelse med pressemeddelelsen. Få dem i høj opløsning ved at klikke på dem.


Flere oplysninger

Bent Hansen, formand for
Regionsrådet i Region Midtjylland
Telefon: 7841 0010 / 4031 3707
bent.hansen@rr.rm.dk