Vupti. Tirsdag morgen svævede knap otte tons skanner ind i det nye reumatologiske ambulatorium ved Diagnostisk Center på Regionshospitalet Silkeborg.

Diagnostisk Center har allerede to skannere i Silkeborg. De er såkaldte 1,5 Tesla skannere, men den nye skanner er en 3 Tesla skanner, der arbejder med et dobbelt så stærkt magnetfelt, som kan give nogle endnu mere detaljerede skanningsbilleder i højere opløsning. Det betyder, at centret kan stille hurtigere og mere sikre diagnoser ved en lang række komplicerede lidelser – blandt andet ved gigtlidelser.

Regionshospitalet Silkeborg er regionalt center for medicinske ryglidelser, og den nye skanner kommer til at gavne patienter fra hele regionen.

Den nye skanner vil også kunne bruges til meget andet end at skanne patienter i forbindelse med gigtlidelser. Den kan for eksempel også give bedre skanninger af hjerneaktivitet, betændelse i tarmene, hjertelidelser og kræft i tidligt stadie. Den kraftigere skanning betyder også, at nogle patienter skal have mindre kontrastvæske, når de skannes.

Ud over bedre undersøgelser giver skanneren også mulighed for nye
forskningsprojekter inden for en lang række specialer på Regionshospitalet Silkeborg.

Bedre og hurtigere undersøgelser

Der er et stort pres på de to nuværende MR-skannere på Diagnostisk Center, og presset bliver ikke mindre med udredningsretten, der træder i kraft 1. september 2013. Udredningsretten betyder, at patienter har krav på en undersøgelse inden for 30 dage, og den nye skanner vil betyde bedre og hurtigere undersøgelser af flere patienter i hele Region Midtjylland.

Når skanneren er monteret i de nye lokaler i Silkeborg, skal personalet oplæres i at betjene skanneren og behandle billederne fra den. Den tages i brug efter sommerferien.

Den nye MR-skanner er sammen med de nye ambulatoriefaciliteter første fase af den dispositionsplan, som Regionsrådet 29. maj i år vedtog for en ombygning og modernisering af Regionshospitalet Silkeborg. Planen omfatter investeringer på i alt 45 mio. kr. frem til 2016.



FAKTA:

  • Skanneren er leveret af Siemens og vejer knap 8 tons. Prisen er ca. 12 mio. kr.
  • MR står for Magnetisk Ressonans. Ved hjælp af radiobølger og magnetisme giver skanneren et billede af kroppens indre.
  • Tesla er en måleenhed for magnetismes styrke. Den er opkaldt efter den serbisk-amerikanske videnskabsmand Nikola Tesla (1856-1943). Den nye 3 Tesla skanner har et
    magnetfelt, der er 60.000 gange stærkere end jordens magnetfelt.
  • Diagnostisk Center, Regionshospitalet Silkeborg er bygget på en sammenslutning af de medicinske specialer og radiologi, hvor fokus er at skabe hurtige og effektive
    udrednings- og behandlingsforløb af høj kvalitet. Diagnostisk Center har speciallæger inden for alle ni medicinske specialer, hvilket betyder, at patienterne hurtigt kan blive tilset af en eller flere relevante specialister.