Aarhus Universitetshospital giver immunterapi til børn med højrisiko neuroblastom



Immunbehandling er en ressourcekrævende behandling, som foregår under fem til seks døgns indlæggelse, hvor barnet konstant er overvåget af sygeplejersker. Foto: John Kristensen, Aarhus Universitetshospital


De tre første danske børn med højrisiko neuroblastom er nu i behandling med immunterapi på Børneonkologisk Afsnit på Aarhus Universitetshospital for at forhindre sygdommen i at komme tilbage efter endt behandling.

Immunterapi-behandlingen bygger på lovende resultater fra en amerikansk undersøgelse, hvor en behandling, der bygger på immunterapi, forøgede overlevelsen hos børn med højrisiko neuroblastom fra 42 til 62 %, hvilket er et meget markant fremskridt indenfor behandling af børn med kræft.

Derfor er en række europæiske børnekræft-afdelinger gået sammen om en behandling med immunterapi mod højrisiko neuroblastom. Det er en forsøgsbehandling med antistoffer mod de neuroblastom-celler, der har overlevet den almindelige behandling mod neuroblastom. Antistofferne kan finde særlige molekyler på neuroblastom-cellernes overflade og binde sig til dem. Herefter kan kroppens eget immunforsvar angribe og ødelægge neuroblastom-cellerne.

- Antistof mod neuroblastom-celler virker anderledes end kemoterapi, der påvirker celler i hele kroppen. Antistoffet er derimod et slags målrettet missil, der opsøger neuroblastomceller, og sikrer, at de bliver ødelagt, siger overlæge Henrik Schrøder, der er dansk koordinator for forsøget. Han er den danske repræsentant i den europæiske neuroblastom-arbejdsgruppe og har fået behandlingen godkendt i Danmark.

- Når det gælder højrisiko neuroblastom er det desværre er gået langsomt med at få flere børn til at overleve. De amerikanske resultater med antistof-behandling har vist en usædvanligt stor stigning i overlevelsen, så det er en behandling, vi forventer os meget af. I Aarhus har vi været klar til at gå i gang i halvandet år, men vi har ikke haft børn, der har været egnet til behandlingen før nu.

Børn med højrisiko neuroblastom tilbydes en intensiv behandling over syv måneder med en kombination af kemoterapi, operation, transplantation med egne stamceller og strålebehandling. Derefter tilbydes børnene en efterbehandling med høje doser af A-vitamin, som reducerer risikoen for tilbagefald.

I den amerikanske undersøgelse fik halvdelen af børnene efterbehandling med immunterapi sammen med A-vitamin. I den europæiske undersøgelse gives immunterapi til alle børn, der har god effekt af den sædvanlige behandling mod højrisiko neuroblastom. De europæiske børnekræftlæger vil samtidig undersøge, om børnene kan undgå nogle af de alvorlige bivirkninger, der sås i den amerikanske undersøgelse.

Behandling med antistof og A-vitamin kan kombineres med stoffet interleukin-2, der stimulerer barnets eget immunforsvar. Interleukin-2 kan forstærke virkningen af immunterapien, men stoffet kan give meget alvorlige bivirkninger. Derfor afprøver de europæiske børnekræftlæger en efterbehandling med antistof og A-vitamin - med eller uden interleukin-2.



Udover behandling med et antistof mod neuroblastom-celler er barnet konstant i 5 døgn tilkoblet et drop med væske og morfin, der skal reducere bivirkninger og smerter i forbindelse med antistofbehandlingen.
Foto: John Kristensen, Aarhus Universitetshospital

Immunterapi er en meget intensiv og ressourcekrævende behandling. Barnet er under konstant observation af sygeplejersker for at undgå, at bivirkningerne bliver livstruende. Læger og sygeplejerske fra Aarhus Universitetshospital har derfor været på Great Ormond Street Hospital i London for at lære behandling med immunterapi.

Henrik Schrøder vurderer, at fire-fem børn med højrisiko neuroblastom i Danmark vil kunne have gavn af immunterapi.

Børnecancerfonden har betalt den danske tilslutning til forsøgets europæiske database og sikrer derved, at data om de danske børns behandling og resultater kan indgå i den internationale forskning.

Evt. yderligere information: Overlæge Henrik Schrøder, mail: henrik.schroeder@.skejby.rm.dk, tlf. 7845 1701 (Børneonkologisk Afsnit A4)

FAKTA

Neuroblastom

Neuroblastom er en svulst, som vokser fra en del af nervesystemet udenfor hjernen. Den optræder typisk ved binyrerne, i maven eller langs ryggraden. Bortset fra hjernekræft er det den hyppigste svulstform hos børn.
Årsagen til sygdommen, som ikke har noget dansk navn, er ukendt, og den konstateres hvert år hos ca. ti børn i Danmark. Oftest bryder sygdommen ud inden skolealderen.
Samlet set overlever ca. 75 % af børn med neuroblastom, og det er ofte børn med en højrisiko-version af sygdommen, der dør.
Højrisiko neuroblastom er kendetegnet ved en kromosomforandring i svulsten (MycN) eller spredning af sygdommen til knoglemarv, knogle, lever eller lymfeknuder andre steder i kroppen.

Immunbehandling

På trods af en meget intensiv behandling mod højrisiko neuroblastom kan der være neuroblastomceller tilbage i kroppen. Derfor tilbydes børn, der har haft god effekt af den sædvanlige behandling, immunbehandling som efterbehandling. Ved immunbehandling får barnet et antistof, der er et protein, som er udviklet til at finde neuroblastomceller i kroppen.

Når antistoffet har bundet sig til tilbageværende neuroblastomceller, går kroppens eget immunapparat i gang med at opspore og dræbe de neuroblastomceller, som antistoffet har bundet sig til.

Halvdelen af de børn, der behandles med antistof, behandles desuden med et immunstimulerende stof, interleukin-2, som især sammen med antistofbehandling kan give meget kraftige bivirkninger.