24-09-2013




Danske Regioners bestyrelse har besluttet at gennemføre politik om fuldtid. Fra 1. januar 2014 vil størstedelen af alle stillinger på regionale arbejdspladser blive opslået på fuldtid.

Med en ny fælles politik om fuldtid ønsker regionerne at ændre kulturen på de regionale arbejdspladser. I dag arbejder knap fire ud af 10 medarbejdere i regionerne på deltid. Målet med den nye politik er, at i år 2021 er dette ændret til, at kun to u d af 10 arbejder på deltid.

Den nye fuldtidspolitik sættes i værk i regionerne fra 1. januar 2014, hvorefter langt de fleste stillinger vil blive opslået på fuldtid.

Ifølge formand for Danske Regioners Løn- og Personalepolitisk Udvalg Jens Stenbæk er der gode grunde til at tage hul på en fuldtidspolitik – både på den korte og den lange bane:

- Vi ved, at det ikke er arbejdsrelaterede årsager, der får nogle faggrupper til at vælge at arbejde deltid. Masser af nyuddannede starter deres karriere i en deltidsstilling, og ofte ufrivilligt. De bliver dermed presset ind i en deltidskultur og vænner sig til det, som det normale inden. Det skal vi ændre på nu – det kan ikke nytte, at vi fortsætter med at uddanne tre medarbejdere til to stillinger.

Jens Stenbæk tilføjer, at det kun er få år siden, at regionerne manglede hænder til sundhedssektoren.

- Med tanke på at vi bliver stadig flere ældre mennesker med behov for besøg på sygehuset, er det vigtigt, at vi også fremadrettet kan skaffe tilstrækkeligt med kvalificeret arbejdskraft, og at det hænger sammen økonomisk. Kan vi ikke få folk til at lægge flere timer på arbejdsmarkedet end i dag, risikerer vi ar mangle hænder og hoveder bl.a. på sygehusene - derfor skal vi sætte ind for at ændre kulturen allerede nu, understreger Jens Stenbæk.

Implementeringen af initiativet om at slå ledige stilligner op på fuld tid vil ske ved naturlig afgang. På den måde vil ingen medarbejdere blive tvunget op i tid eller afskediget som følge af initiativets ikrafttrædelse. Initiativet tager desuden højde for regionernes arbejdstilrettelæggelse. Den giver mulighed for, at den enkelte region lokalt kan tilpasse sig initiativet således, at der f.eks. ikke skabes merudgifter.