SARS, svineinfluenza og andre højsmitsomme sygdomme har de senere år skabt frygt for epidemier med fatale konsekvenser. De nye globale infektionssygdomme er hovedtemaet, når nogle af verdens førende forskere d. 5.-8. september samles i Aarhus.


SARS, svineinfluenza og andre højsmitsomme sygdomme har de senere år skabt frygt for epidemier med fatale konsekvenser. De nye globale infektionssygdomme er hovedtemaet, når nogle af verdens førende forskere d. 5.-8. september samles i Aarhus.

Det er ti år siden, at den dødelige SARS-virus skabte frygt verden over, og nye infektionssygdomme kommer løbende til. Nye rejsemønstre blandt verdens befolkning gør, at sygdommene lynhurtigt kan spredes over store afstande. Det skaber bekymring hos forskerne, fordi denne type infektionssygdomme ofte er yderst smitsomme og har høj dødelighed:

”Disse nye sygdomme er en vedvarende global udfordring. Det skyldes blandt andet, at de vira, vi kender, muterer og bliver modstandsdygtige over for medicinen, så vi ikke altid har de rette våben mod dem,” siger lektor og læge Christian Wejse, Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital, og uddyber:

”Vi ved, at disse alvorlige infektionssygdomme dukker op fra tid til anden. Før sommerferien så vi for eksempel et nyt udbrud af et SARS-lignende virus i Saudi Arabien. Det er derfor utroligt vigtigt, at vi både har det rette beredskab på vores hospitaler og den nyeste viden om, hvordan vi bedst behandler og inddæmmer denne type ekstremt smitsomme sygdomme.”

Formålet med kongressen er derfor ikke kun at dele nye forskningsresultater, så flere patienter får glæde af ny viden på området. Også muligheden for at etablere nye forskningssamarbejder med kolleger fra andre lande er ifølge Christian Wejse en vigtig del af kongressen, så man bliver i stand til at bekæmpe de nye sygdomme i fremtiden.

Smitterisiko kræver højteknologisk udstyr
At blive smittet med en alvorlig infektionssygdom i udlandet er ikke kun alvorligt for patienten selv, da behandlingsmulighederne kan være dårlige ved for sen behandling. Ofte er smitterisikoen høj, hvilket øger risikoen for smitte af familie, venner, medpatienter og hospitalspersonale. Derfor er udstyr til begrænsning af smitte også et tema på konferencen:

”Smitterisikoen er ekstrem høj ved disse sygdomme. Det er derfor utroligt vigtigt, at vi har de nødvendige isolationsfaciliteter, så medpatienter og hospitalspersonale ikke smittes. På konferencen vil vi diskutere, om vi i Danmark og Norden generelt har det nødvendige beredskab til at håndtere udbrud af højsmitsomme sygdomme,” siger Christian Wejse.

Aarhus Universitetshospital råder over avanceret isolationsudstyr blandt andet sengestuer, hvor der kan laves såkaldt ”sort isolation”, der er det højeste isolationsberedskab. Der vil være demonstration af udstyret op til kongressen.

Om kongressen 
  • Ca. 300 læger og sygeplejersker deltager i konferencen 
  • De fleste kommer fra Norden, men der er også deltagere fra Asien og Afrika 
  • Konferencen arrangeres af forskere i infektionssygdomme på Aarhus Universitet og læger og sygeplejersker på Aarhus Universitetshospital 
  • Se programmet på konferencehjemmesiden
  • Torsdag d. 5. september offentliggør AU et større tema om infektionssygdomme som en global udfordring
Yderligere oplysninger
  • Pressekoordinator i fb. med kongressen, Ph.d.-studerende og læge Lars Skov Dalgaard, Aarhus Universitet og Aarhus Universitetshospital, Infektionsmedicinsk Afdeling Telefon, tlf. 7845 2844
    / 6168 9063 / Lars.Dalgaard@skejby.rm.dk
  • Lektor og læge Christian Wejse, Aarhus Universitet, Institut for Folkesundhed og Aarhus Universitetshospital, Infektionsmedicinsk Afdeling, tlf. 2012 4958 /wejse@dadlnet.dk