På sigt får alle hospitalspatienter i hele Region Midtjylland mulighed for på nettet at booke og ændre tider til blandt andet kontrolbesøg og genoptræning.


På sigt får alle hospitalspatienter i hele Region Midtjylland mulighed for på nettet at booke og ændre tider til blandt andet kontrolbesøg og genoptræning.

Patienterne på Hospitalsenheden Horsens har det seneste år fra deres egen computer kunnet bestille tid og ændre aftaler på hospitalet via en hjemmeside. Ikke mindste ældre og kroniske patienter har haft stor glæde af systemet, fremgår det af en evalueringsrapport fra hospitalet. Nu skal webbooking udbredes til hele Region Midtjylland.

60-årige Henrik Walther fra Bygholm-området i Horsens lider af gigt og nedsat hjertekapacitet og har i mange år været en flittig gæst på hospitalet. Alene det seneste år har han haft omkring tyve aftaler på Hospitalsenheden Horsens, og han synes, det er fantastisk, at han kan sidde hjemme og booke tider på hospitalet:

”Det er et kæmpe fremskridt, at man hjemmefra kan booke et bestemt tidspunkt til blodprøvetagning og får mødebekræftelsen med det samme. Så slipper jeg for ventetid på hospitalet og kan vælge et tidspunkt, der også passer i forhold til mit arbejde,” siger Henrik Walther.

”Og hvis jeg har 3-4 kommende aftaler på hospitalet, kan jeg lige gå ind på nettet og checke, hvornår jeg skal være hvor,” siger han.

Webbooking
Ligesom andre patienter i Horsens anvender han selvbetjeningsløsningen Webbooking, som er udviklet af Systematic og Capgemini i Danmark og er en del af MidtEPJ. Bookingsystemet er tilgængeligt fra Region Midtjyllands hjemmeside og bruger ligesom netbanker NemID til idenfikation, så ingen uvedkommende kan se hverken hans eller andres aftaler med hospitalet.

Webbooking startede sidste år som et begrænset forsøgsprojekt på to afdelinger i Horsens under mottoet ”Book din tid, når det passer dig”. Men snart blev bookingsystemet udvidet til at omfatte alle afdelinger på Hospitalsenheden Horsens. Og nu er planen at udbrede systemet til alle hospitaler i Region Midtjylland.

Formålet er dels at give patienterne en større indflydelse og fleksible muligheder. Dels kan hospitalerne reducere antallet af dyrebare aflysninger og udeblivelser på ambulatorierne.

I dag er der mellem 3.500 og 4.000 patienter, der besøger webbooking hjemmesiden om måneden. Af hospitalets evalueringsrapport fremgår det, at alder ikke er en hindring i at bruge systemet. Både ældre og unge har taget løsningen til sig.

Fordele for hospitalet
”Når patienterne har mulighed for selv at ændre deres tider frem for at ringe til afdelingen, får personalet mere tid til at koncentrere sig om patienterne i afdelingen. Desuden kan patienterne ændre tid, når det passer dem og er ikke afhængige af at skulle vente i en eventuel telefonkø,” siger Thomas Hahn, der er Ledende Overlæge på Medicinsk Afdeling i Horsens.

Ifølge cheflæge Jørgen Schøler Kristensen er Hospitalsenheden Horsens som regionens innovationshospital hele tiden på udkig efter nye måder at arbejde på til gavn for patienterne:

”Vi satser meget på at få patienterne mere med i behandlingsforløbet og give dem mulighed for at være en mere aktiv medspiller. Webbooking er et skridt på vejen mod flere muligheder for patienterne, og vi er glade for, at vi kan tilbyde patienterne denne nye service,” siger han.

Når patienter i Horsens logger på webbooking ved hjælp af Nem-ID, kan de ændre tidspunktet for deres kommende aftaler og se tidligere aftaler, samt udskrive indkaldelsesbreve og informationsmateriale. Hvis en aftale ændres, kan patienten få tilsendt en sms, der bekræfter det nye tidspunkt.

Udrulles i hele regionen
Ud over Hospitalsenheden i Horsens er det planen, at webbooking-løsningen skal udrulle i hele Region Midtjylland. Webbooking er en del af systemet Bookplan, som er udviklet af Capgemini. Webbooking-løsningen er integreret med Region Midtjyllands patientjournal MidtEPJ, som Systematic har udviklet.

Webbooking kan desuden integreres med andre typer patientjournaler og anvendes tillige i Region Nordjylland og Region Syddanmark.

Digital selvbooking, hvor borgerne får mulighed for selv at booke aftaler med hospitalet på udvalgte områder, er et af 15 pejlemærker i den fællesregionale strategi for digitalisering af det danske sundhedsvæsen 2014-2016. Samarbejdet mellem regionerne er med til at sørge for, at mulighederne for borgerne bliver ens, uanset hvilken region man bor i.


Flere oplysninger