Telemedicinsk overvågning kan hjælpe gravide med komplikationer, viser ny forskning fra Aarhus Universitetshospital.



Genrefoto: Gravid som afprøver telemedicinsk behandling /Foto: Tonny Foghmar, Aarhus Universitetshospital - klik på billedet for høj opløsning

Telemedicinsk overvågning kan hjælpe gravide med komplikationer, viser ny forskning fra Aarhus Universitetshospital.

Kvinder med komplicerede graviditeter må ofte køre i rutefart mellem hospitalet og deres hjem for at blive undersøgt. Men telemedicin kan gøre graviditeten lidt mindre belastende for disse kvinder. Det viser ny forskning fra Aarhus Universitetshospital.

Disse resultater blev præsenteret i dag på et forskningssymposium på Aarhus Universitetshospital, hvor medarbejdere med en kortere forskningstradition (sygeplejersker, jordemødre, bioanalytikere etc.) fortalte om deres forskning.

I studiet med de gravide kvinder har forskerne undersøgt, om der kan spares ressourcer ved at lade gravide med svangerskabsforgiftning og for tidlig vandafgang blive i deres eget hjem og monitorere dem selv og barnet med telemedicinsk udstyr.

De kommende mødre skulle jævnligt lave hjertelydsregistrering på barnet, måle deres blodtryk og puls, tage urinprøver og besvare et spørgeskema. Resultaterne blev sendt til hospitalet via en tablet computer.

Færre personaleressourcer
Forskningsresultaterne viste, at personalet kunne spare tid ved, at kvinderne selv kunne indrapportere deres nøgletal. Især hos gravide, der ellers ville kræve indlæggelse. Desuden indikerede resultaterne, at de gravide var rigtig glade for den telemedicinske behandling.

- Tilbagemeldingerne fra de gravide har været utrolig positive. Vi har haft forbavsende få henvendelser om tekniske spørgsmål. Og min oplevelse har været, at kvinderne har været trygge i forløbet, fortæller Lone Holst, forskningsjordemoder på Aarhus Universitetshospital og en forskerne bag projektet.

- Telemedicin giver kvinderne mulighed for hyppigere kontrol, men de skal også tage ansvar på en anden måde, når de selv skal foretage målingerne og indsende data. De får meget større indsigt i deres eget forløb.


Nyt projekt i gang
Resultaterne har indtil nu været baseret på et lille antal gravide. Forskerne er derfor netop gået i gang med at inkludere gravide i et nyt projekt (KIH-projektet, Klinisk Integreret Hjemmemonitorering), hvor man også erstatter traditionel behandling med telemedicin hos gravide med for tidlig vandafgang, svangerskabsforgiftning og type 1-diabetes.

- I dette projekt vil vi både måle på patienttilfredshed, ressourceforbruget hos personalet og sundhedsindikatorer hos mor og barn, siger Lone Holst.

KIH-projektet er et 2-årigt samarbejdsprojekt mellem Region Midtjylland og Region Hovedstaden med den overordnede målsætning at afprøve og vurdere klinisk integration af telemedicinsk hjemmemonitorering hos forskellige grupper af patienter. 


Flere oplysninger
  • Forskningsjordemoder Lone Holst, Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling Y, Aarhus Universitetshospital: 78 45 33 66 / lonehols@rm.dk