Kommuner og Region Midtjylland går sammen om en digital hotline, borgerne kan ringe til for at få svar på spørgsmål om Digital Post og selvbetjening på nettet.

Til november skal alle borgere – der ikke er blevet fritaget – kunne modtage Digital Post fra det offentlige. Det har Folketinget bestemt med Lov om Digital Post.

Men flere kommuner har allerede længe været i gang med selvbetjening på nettet og Digital Post til borgerne og fra 15. maj begynder regionens hospitaler etapevis at sende Digital Post til patienterne.                        Arkivfoto / Region Midtjylland

Det kan naturligvis skabe en række spørgsmål og bekymringer hos mange. Derfor er Region Midtjylland og de midtjyske kommuner nu gået sammen om Den Digitale Hotline.

- Overgangen til Digital Post er en stor mundfuld for mange. Al begyndelse er svær, og vi ser det som en klar opgave at hjælpe borgerne så godt som muligt igennem den omstilling, siger borgmester i Aarhus Kommune, Jacob Bundsgaard (S).

Med den fælles digitale hotline kan borgerne få nem og hurtig hjælp på deres spørgsmål om Digital Post og selvbetjening på nettet gennem en personlig betjening.

Stærkt samarbejde
Den Digitale Hotline er ikke ny. I første omgang blev den skabt i samarbejdet mellem syv kommuner i den østlige del af Region Midtjylland og siden kom resten af regionens 19 kommuner med. Og nu, fra 6. maj, er Region Midtjylland så også kommet med.

Det skete samtidig med, at regionen sendte et brev ud til alle regionens borgere om, at hospitalerne nu etapevis går i gang med at sende digitale indkaldelsesbreve.

- Det er ret stærkt, at vi kan gå sammen som offentlige myndigheder om at tilbyde en ensartet hjælp til borgerne. De bekymrer sig jo naturligt nok ikke om, hvorvidt det nu lige er kommunen eller regionen, der står for en ydelse. De vil bare have hjælp, og det kan vi nu tilbyde dem i fællesskab, siger formand for Regionsrådet for Region Midtjylland, Bent Hansen (S).

Han tilføjer, at netop samarbejdet gør, at kommunerne og regionen kan tilbyde en langt bedre service med længere åbningstid, end hvis de hver især skulle bemande en telefon.


Fakta
Den Digitale Hotline: 7020 0000
Telefonerne er åbne:
Mandag - torsdag: kl. 9-21
Fredag: 9-17
Lørdag: Lukket
Søndag: 17-21.

  • Telefonerne bliver betjent af medarbejdere fra kommunernes borgerservicecentre
  • Digital Hotline er et supplement til flere andre indsatser for at hjælpe borgerne godt igennem omstillingen til Digital Post og selvbetjeningsløsninger på nettet.
    Andre indsatser er blandt andet:
    - Information på borger.dk
    - Kommunernes borgerservicecentre
    - Spørgsmål og Svar hos Digitaliseringsstyrelsen
  • Digital Hotline blev etableret som forsøg blandt syv kommuner i december 2012. Siden kom alle regionens kommuner med.
  • Interessen for Den Digitale Hotline er vokset markant siden Region Midtjylland sendte husstandsomdelt brev ud om Digital Post i dagene 6. – 7. maj.
    - I uge 18 (28. april – 4. maj) fik Den Digitale Hotline 471 henvendelser
    - Ugen efter (5. – 11. maj) modtog Den Digitale Hotline 1.949 henvendelser.
  • De fleste spørgsmål drejer sig om Digital Post og om muligheden for fritagelse.

Nyttige links:

Flere informationer

  • Borgmester i Aarhus Kommune, Jacob Bundsgaard (S): 8940 2100 / borgmester@aarhus.dk 
  •  Formand for Regionsrådet for Region Midtjylland, Bent Hansen (S): 7841 0010 / 4031 3707 / bent.hansen@rr.rm.dk
  • Chef for Borgerservice i Aarhus Kommune: Lene Hartig Danielsen: 2920 4355 / lha@aarhus.dk 
  •  Kontorchef i Koncern Kommunikation, Region Midtjylland, Kasper Kolind: 7841 0650 / 2933 5680 / kasper.kolind@stab.rm.dk