19-12-2014

Region Midtjylland skal være med til at løfte og modernisere det ungarske sundhedssystem. En samarbejdsaftale er netop underskrevet af den ungarske sundhedsminister og regionsformanden. 

Det danske sundhedssystem er kendt verden over for at være stadig mere sammenhængende og for dets høje kvalitet. Region Midtjylland har siden den kolde krigs ophør haft en række samarbejdsprojekter sammen med flere ungarske amter. 
For tre år siden blev der indgået en aftale på handicap- og rehabiliteringsområdet mellem den ungarske stat og Region Midtjylland. Nu følger nok en aftale mellem regionen og den ungarske stat på sundhedsområdet. 

– Ungarerne vælger at samarbejde med os, fordi de har oplevet, at samarbejdet kan bruges. I denne omgang skeler de til at vores sundhedssystem. Lige fra borgernes første kontakter ved den praktiserende læge over hospitalsindlæggelse til rehabilitering i kommunerne, som hænger stadig bedre sammen. De kan konstatere, at vi har et af verdens bedst integrerede og mest udbyggede it-systemer. Dertil kommer mange års konkret samarbejde, fortæller Bent Hansen, regionsrådsformand i det midtjyske. 

For tre år siden indgik Region Midtjylland og Ungarn en aftale om udvikling og omorganisering af handicapområdet. Denne aftale, som har betydet en eksport af know-how og salg af hjælpemidler, er netop ved at blive genforhandlet, så den kan videreføres. 

Underskrivelsen af samarbejdsaftalen for udvikling af sundhedsområdet skete i forbindelse med den ungarske sundhedsminister, statssekretær for sundhed, Gábor Zombors besøg i København, hvor han desuden mødte Per Okkels, departementschef i det danske sundhedsministerium, og Zsuzsanna Jakab, læge og nylig genvalgt direktør for WHO. 


På billedet ses regionsrådsformand Bent Hansen (S) og den ungarske sundhedsminister, statssekretær for sundhed, Gábor Zombor.

opdateret: 19-12-2014

Billeder til download kan frit anvendes i forbindelse med redaktionel omtale af indholdet i denne pressemeddelelse, når Region Midtjylland anføres som kilde