03-11-2014

En ungarsk delegation har været på tur til det midtjyske for at studere dansk landbrug – og i særdeleshed svineproduktion. Det var en delegation bestående af to parlamentarikere og tre landbrugskyndige, der har besøgt Region Midtjylland for at se, hvad der her bydes på i alle led af svineproduktion fra forskning over forædling til udnyttelse af restaffald til bioenergi.

I den netop påbegyndte EU-strukturfondsperiode er der i Ungarn afsat mange midler til kvalitetsudvikling af landbruget. Landet ønsker at udbygge svineproduktionen for på kort sigt at efterkomme efterspørgslen på hjemmemarkedet og for på længere sigt at kunne komme ind på de øvrige markeder i EU.
Ungarerne har ræsonneret, at de mere eller mindre skal starte forfra, hvilket betyder, at de har muligheden for at gøre svineproduktionen moderne, bæredygtig og rentabel. Det kræver ikke kun god og grundig planlægning, men også det mest moderne staldinventar og teknologi. Det kan de finde i Danmark, da staldinventar og svineproduktion er et af vores stærke områder.

Under besøget besøgte i et tæt program den ungarsk gruppe Danish Crown-slagteriet og dets tilknyttede bioenergianlæg Bigadan A/S, producenten Sønderupgård Svineproduktion, ventilationsfirmaet Skov A/S, svinestaldsproducenten Vissing Agro A/S, foderfirmaet Nutrimin A/S og Agro Tech og Videnscenter for Landbrug.
Ved Agro Food Park var der sammensat en række faglige oplæg, som var specielt målrettet en udvikling af svineproduktionen i netop Ungarn.

Udover repræsentanter fra Regional Udvikling i Region Midtjylland blev gruppen fulgt rundt af regionsrådsmedlem Poul Erik Christensen (R).

Dansk-ungarnsk samarbejde: Den ungarske frihedsdag blev markeret på Aarhus Rådhus, hvor parlamentsmedlemmerne István Horvát og Béla Dankó her flankerer regionsrådsmedlem Poul Erik Christensen (r) og regionsrådsformand Bent Hansen (s).

Landbrugsbesøget sluttede på Aarhus Rådhus, hvor der blev afholdt en reception i anledning af opstanden i 1956 mod den sovjetiske besættelse.

I en af de officielle taler på Aarhus Rådhus fortalte den ungarske ambassadør, Hellebrandt László, at grunden til at man afholdt festdagen i Aarhus og i Region Midtjylland var dets centrale placering i det dansk-ungarske samarbejde. Et samarbejde der startede efter omvæltningen i Ungarn i 1989 med først regionalt samarbejde på rehabiliteringsområdet, og som siden er udviklet til at gælde det sociale område på nationalt plan.
Nu tyder meget på, at der også kommer en forbindelse og en eksport af dansk udstyr og know-how på landbrugsområdet.