02.12.2016

Kroniske patienter får færre indlæggelser og sjældnere akut behov for hospitalet. Det er de foreløbige resultater for projektet 'Fleksible Indlæggelser', der er udviklet i samarbejde mellem Diagnostisk Center, Regionshospitalet Silkeborg, Silkeborg Kommune og praktiserende læger.

Et traditionelt forløb for kroniske patienter, der akut får det værre, omfatter typisk kontakt til læger og plejepersonale hos lægevagten, fælles akutafdeling og medicinsk afdeling. Siden oktober 2015 har kroniske patienter, der oplever forværring i deres sygdom, i stedet kunnet ringe direkte til en sygeplejerske fra det specialafsnit på hospitalet, som patienten er tilknyttet.

Sygeplejersken vurderer, om patienten har størst gavn af vejledning til selvbehandling, hjælp i hjemmet fra kommunens akutteam, eller om vedkommende skal på hospitalet til en ambulant straks-vurdering. Sygeplejersken koordinerer forløbet, og tilbuddet gælder 24 timer i døgnet alle ugens syv dage.

25.000 færre timer i en hospitalsseng

975 patienter er fulgt gennem hele året. Normalt må kroniske patienter forventes at få mere brug for sundhedsvæsenet over tid. Men 85 procent af patienterne i 'Fleksible Indlæggelser har færre eller et uændret antal indlæggelser. 92 procent har færre eller uændrede antal akutte kontakter.

For den del af patienterne, der i forvejen ofte havde brug for hospital, er resultaterne mere markante. Indlæggelser er reduceret med 48 procent, akutte kontakter med 81 procent. I alt er antallet af timer i en hospitalsseng reduceret med 25.000 i det første år.

-Resultaterne tyder på, at Fleksible Indlæggelser har en positiv effekt for patienterne. Selvom resultaterne kun er foreløbige, bekræfter det vores gode erfaringer fra hverdagen. Patienterne fortæller, at Fleksible Indlæggelser bidrager med stor tryghed i hverdagen, fortæller Agnete Hedemann Nielsen, ledende radiologisk overlæge, Diagnostisk Center.

Ph.d.-projekt skal kortlægge sammenhænge

Evalueringsrapporten er baseret på før- og efteranalyser og giver derfor ikke svar på, om de positive resultater kan skyldes en naturlig positiv udvikling i patienternes sygdom. Evalueringen kontrollerer heller ikke for andre samtidige tiltag over for kroniske patienter. Et ph.d.-projekt skal nu gennemføre en systematisk analyse af patienternes forløb.

-Som resultaterne foreligger, bekræfter det os i, at det kan betale sig at investere tid i udvikling og nytænkning af det integrerende sundhedsvæsen. Samarbejdet omkring Fleksible Indlæggelser viser, at hvis vi lægger egne interesser til side og i stedet fokuserer på, hvad der er bedst for borgeren, kan vi sammen på tværs af kommune, hospital og almen praksis opnå gode resultater, siger Inge Bank, sundheds- og omsorgschef, Silkeborg Kommune.

Fakta, 1-årsevaluering af fleksible indlæggelser

  • 975 patienter er fulgt gennem projektets første år.
  • For de patienter, der i forvejen ofte havde brug for hospitalet, er:
    • Indlæggelser reduceret med 48 procent
    • Sengetimer er reduceret med 57 procent
    • Akutte ambulante kontakter er reduceret med 81 procent
    • Intensive indlæggelser er reduceret med 100 procent.
  • Tilbuddet gælder kroniske patienter fra Silkeborg Kommune med KOL, tarmsygdomme, leversvigt, hjerteflimmer og hjertesvigt.
  • Patienter, der indgår i Fleksible Indlæggelser, modtager et brev om tilbuddet.
  • I Region Midtjylland har 67 procent af den voksne befolkning en eller flere kroniske sygdomme – herunder KOL
  • Det skønnes, at 70-80 procent af sund­hedsvæsenets ressourcer bruges på kroniske sygdomme.

 

Kontakt for yderligere oplysninger:

  • Agnete Hedemann Nielsen, ledende overlæge, Diagnostisk Center – tlf.: 2183 3352
  • Inge Bank, sundheds- og omsorgschef, Silkeborg kommune – tlf.: 5129 2261