24.02.2016

Patienter med eksempelvis åreknuder, grå stær og gigt får glæde af 30 mio. kroner, som Regionsrådet for Region Midtjylland netop har fordelt til regionens hospitaler.

Der er tale om en permanent bevilling, og pengene bliver fordelt til hospitalerne efter størrelsen på deres optageområde.

Lokalt og almindeligt

- Vi prioriterer, at patienterne kan blive udredt og behandlet til tiden på det hospital, der er tættest på dem. Det er derfor, vi vælger at dele de 30 mio. bredt ud til hospitalerne, siger regionsrådsformand Bent Hansen (S).

De 30 mio. kroner går dermed til undersøgelse og behandling af mere almindelige sygdomme.

Til hurtigere udredning og behandling

Pengene er en del af en pulje på 300 mio. kroner, der blev afsat på Finansloven for 2016. Heraf går 60 mio. til Region Midtjylland.

Puljen skal finansiere øgede udgifter i forbindelse med en ændret ret til udredning, behandling og frit sygehusvalg, som træder i kraft 1. oktober i år.

En hurtig hovedregning viser, at der stadig er 30 mio. tilbage. Heraf har regionsrådet prioriteret 10 mio. til at købe flere behandlinger på privathospitalerne og 20 mio. kroner til at afvikle pukler og øge aktiviteten på udvalgte behandlinger, hvor der er særligt behov.

Hvordan de 20 mio. kroner bliver fordelt, beslutter regionsrådet efter planen på deres møde 27. april.


Fakta

Pengene (Se også infografik)

  • I alt er der afsat 300 mio. kroner på Finansloven for 2016 til at sikre hurtig udredning og behandling

  • I 2017 og fremover er der afsat 450 mio. kroner

  • Region Midtjyllands andel udgør 60 mio. i 2016 og 90 mio. i 2017 og frem

  • Regionerne beslutter selv, hvordan pengene skal bruges

  • Region Midtjylland fordeler de 60 mio. kroner for 2016 med

    • 30 mio. delt bredt ud til alle hospitalerne, til behandling af almindelige sygdomme

    • 10 mio. til flere behandlinger på privathospitalerne

    • 20 mio. til udvalgte undersøgelser og behandlinger

  • Hvilke behandlinger det bliver, vedtager regionsrådet på sit møde 27. april.

Loven

  • 1. oktober 2016 træder en ændret lov om ret til udredning og behandling i kraft. Ifølge den nye lov har patienterne:

    • Ret til at få udredt hvad de fejler, inden for en måned

    • Ret til behandling inden for en måned

    • Hvis tidsfristerne ikke kan overholdes på et af regionens egne hospitaler, har patienterne ret til udredning på et privathospital

  • Den gældende lov giver patienterne:

    • Ret til udredning af, hvad de fejler inden for en måned. Ingen ret til udredning på privathospital

    • Ret til behandling inden for 30 eller 60 dage alt efter sygdommens alvorlighed. Også i dag har patienterne frit sygehusvalg.

Læs mere