24.02.2016

En sms og så står de klar. På alarmcentralens ”go” rykker lokale 112-førstehjælpere ud og hjælper ved mistanke om hjertestop. Regionsrådet i Region Midtjylland ønsker fem nye 112-førstehjælperordninger i en toårig periode.

Når et menneske falder om med hjertestop, tæller hvert minut. Det er derfor afgørende, at der ydes hurtigt og korrekt førstehjælp. På den baggrund indførte Region Midtjylland i 2011 otte 112-førstehjælperordninger, hvor lokale borgere får uddannelse i hjerte-lunge-redning og brug af hjertestarter, så de ved mistanke om hjertestop hurtigt kan yde førstehjælp, indtil ambulancen kommer.

På bare få år er antallet af sådanne ordninger steget til 21, og yderligere fire kommer til i løbet af 2016.

- Erfaringer viser, at ordningerne bliver brugt i lokalområderne. De områder, hvor der er længere til den professionelle hjælp, er det her et rigtig godt redskab, der kan redde liv. Den tryghed, det giver, vil vi gerne skabe flere steder i regionen, siger regionsrådsformand i Region Midtjylland, Bent Hansen (S).

Fem nye ordninger

På baggrund af succesen søger Region Midtjylland derfor støtte til at oprette og drive fem nye 112-førstehjælperordninger i en toårig periode. Det blev vedtaget på onsdagens regionsrådsmøde.

Også Else Ammitzbøll, der er direktør i Præhospitalet i Region Midtjylland og dermed bl.a. har ansvar for førstehjælperordningerne, mener, at de fungerer.

- Vi kan se, at det skaber rigtig meget tryghed, at der er nogen i lokalområdet, der kan hjælpe til, indtil ambulancen er fremme. Det er et godt supplement til vores professionelle beredskab, siger hun. 

Det er Sundheds- og Ældreministeriet, der afgør, om regionen får den ønskede støtte til oprettelse og drift af fem nye førstehjælperordninger Sker det, vil de nye ordninger træde i kraft i løbet af 2016 og være i drift frem til 2018. Regionen vil således i denne periode have i alt 30 førstehjælperordninger. 

Fakta: Om førstehjælperordningen

  • 112-førstehjælperordningen blev indført i 2011 i Region Midtjylland. Her blev otte ordninger opført, og det er siden steget til 21 – og yderligere fire bliver opført i løbet af foråret.
  • Førstehjælperne er helt almindelige borgere, der frivilligt melder sig. Gennem samarbejde med kommunen og lokale kontaktpersoner samt annoncer i lokale sportsklubber eller foreninger findes 8-12 førstehjælpere til hver ordning. De dækker en radius på 5-8 km.
  • Førstehjælperne får et fire timer langt opstartskursus, hvor de bl.a. uddannes i hjerte-/lungeredning og brug af hjertestarter. Herefter skal korpsene én gang årligt modtage et genopfriskningskursus for at vedligeholde kompetencer.
  • Når en førstehjælper modtager en sms med en mistanke om hjertestop, er det frivilligt, om vedkommende rykker ud.
  • Indsatsen styres fra Region Midtjyllands præhospitale vagtcentral Akut Medicinsk Koordinations– vagtcentral (AMK). AMK-vagtcentralen modtager og visiterer indgående opkald fra 112.
  • Lige nu er 21 førstehjælperordninger etableret i Region Midtjylland, og yderligere fire kommer til i løbet af 2016. Med ansøgningen om fem til, vil Region Midtjylland have i alt 30 førstehjælperordninger i perioden frem til 2018.
  • Områderne for førstehjælperordningerne udvælges på baggrund af en helhedsvurdering om bl.a. responstider for ambulancerne, befolkningstæthed og infrastruktur.
  • Sundheds- og Ældreministeriet har indkaldt ansøgninger fra regionerne om støtte fra en pulje til udbredelse af akuthjælperordninger. Region Midtjyllands ansøgning går på 450.000 kr. til oprettelse og drift af fem førstehjælperordninger.
  • Hvis ansøgningen imødekommes af ministeriet, vil der blive fremlagt bevillingssag. Der er tale om en engangsbevilling. 

Flere oplysninger

  • Bent Hansen (S), regionsrådsformand for Region Midtjylland, tlf. 7841 0010 / 4031 3707
  • Else Ammitzbøll, direktør i Præhospitalet, Region Midtjylland, tlf. 7841 4800 (8-15.30), derefter kontakt via mail: Else.Ammitzboell@ph.rm.dk

 

Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer findes på http://www.rm.dk/politik/regionsradsmedlemmer/