28.01.2016

Forskningsresultater viser forbedret livskvalitet for hjertepatienter efter EECP behandling.

Kramper forårsaget af forkalkninger i hjertets kransårer kan være smertefulde og livshæmmende for rigtig mange mennesker, især når de dyrker fysisk aktivitet.

Nu viser analyser fra Kardiologisk Forskningsafsnit, Hospitalsenheden Vest, at behandlingen på EECP - klinikken i Herning i høj grad har haft en positiv effekt på patienternes liv. Analyseresultaterne er netop offentliggjort i ”Scandinavian Cardiovascular Journal”

Som det eneste sted i Danmark tilbyder Medicinsk Afdeling i Hospitalsenheden Vest en særlig behandling, der kaldes EECP (Enhanced External CounterPulsation). Behandlingen gives til patienter, der har svære hjertekramper på grund af forkalkninger i kransårerne, og som ikke kan behandles med ballonbehandling eller by-pass operation. Og resultaterne af behandlingen er meget positive, fortæller overlæge Ole May fra Kardiologisk Forskningsafsnit.

- Der er en klar effekt af behandlingen. Den ser man, både når man måler på antallet og sværhedsgraden af de anfald patienterne oplever, når man laver standardiserede målinger på patienternes livskvalitet, og når man måler på arbejdskapaciteten.