21.01.2016

Er du kommet alvorligt til skade? Er der kø hos Lægevagten? Som et forsøg kan man i den nærmeste tid trykke 9, for at springe køen over.

Telefonens 9-tal er som et forsøg i Region Midtjylland blevet til en spring-køen-over-knap, der kan skaffe borgere med hastesymptomer hurtigere igennem til Lægevagten.

Opringerne vælger selv, om de vil deltage i forsøget. 

Tryk ”9” hvis det haster
De der vælger at være med, får at vide, at de kan taste sig uden om evt. kø ved at trykke 9, hvis opkaldet haster meget.

Det kan for eksempel være, hvis patienten har alvorlige symptomer som brystsmerter eller åndenød.

Færre opkald til 112
Forsøgets helt store spørgsmål er, om det vil øge trygheden for patienten at få denne mulighed, og om det måske kan reducere unødvendige opkald til 112, siger ophavsmand til forsøget, læge og ph.d.-studerende Jonas Fynboe Manniche Eberts, Forskningsenheden for Almen Praksis ved Aarhus Universitet.

- Men vi vil også undersøge, om en ”akutknap” betyder længere kø, tilføjer han.

Snydere ryger bag i køen
Hvis ”akutknappen” med tiden bliver indført permanent, vil lægen dog få mulighed for at sende én tilbage i køen igen, hvis man misbruger systemet!

Hvis pilotprojektet falder godt ud, er det planen at gennemføre et længerevarende forsøg, der skal foregå sideløbende i Region Hovedstaden og i Region Midtjylland.

Brug lægevagten med omtanke

Fordi din egen læge kender dig bedst og har din journal, får du her den
bedstevejledning og behandling – også når det haster.

Din egen læge

  • er altid klar til at hjælpe dig på hverdage mellem 8 - 16
  • har et akutnummer, når du har et problem, der ikke kan vente til i morgen
  • henviser til skadestue eller akutklinik, hvis det er nødvendigt

Brug kun lægevagten, hvis du er blevet pludselig syg, din sygdom er forværret, eller du er kommet til skade.

Lægevagten kan kontaktes på 7011 3131 mellem 16 og 8 på hverdage og døgnet rundt i weekender og helligdage.