Gå til stort billede af Mette Kjølby
Arkivfoto: Mette Kjølby /Foto: Region Midtjylland
Klik på billedet for høj opløsning

29.06.2016

Region Midtjylland har oprettet en ny stilling som vicedirektør for Koncern Kvalitet. Stillingen bliver besat af nuværende afdelingschef for Koncern Kvalitet, Mette Kjølby.

- Oprettelsen af en stilling som vicedirektør for Koncern Kvalitet afspejler, at fokus på kvalitetsområdet og afdelingschefstillingens tyngde har været voksende inden for det seneste år, siger koncerndirektør Christian Boel.

Kulturforandring

51-årige Mette Kjølby har solid erfaring med ledelse inden for forskning og kvalitet. Hun er oprindelig uddannet tandlæge, men søgte hurtigt over mod arbejde med forebyggelse og siden arbejdet med Medicinsk Teknologivurdering (MTV). Fra 1999 har hun været ansat i ledende stillinger inden for MTV og sundhedstjenesteforskning, først i det daværende Århus Amt og efterfølgende i Region Midtjylland.

Mette Kjølby fortæller, at kvalitetsarbejdet i øjeblikket er i gang med en gennemgribende kulturforandring.

- Vi er på vej videre fra Den danske kvalitetsmodel, der havde et stærkt fokus på standardiserede løsninger. Fremover skal vi nationalt styre efter otte overordnede kvalitetsmål, hvor målopfyldelsen i høj grad skal designes til at være i øjenhøjde med den enkelte patient. Det kræver at vi tør prøve os frem og lave fejl, før vi finder den rigtige løsning, siger hun.

Løbende udvikling

Den nye stilling som vicedirektør bliver oprettet i forbindelse med en organisationsændring, hvor opgaverne fra Nære Sundhedstilbud er blevet lagt sammen med øvrige centrale stabsfunktioner. I den forbindelse er 18 fuldtidsstillinger og 25 eksterne konsulenter fra kontoret: "Kvalitet og Lægemidler", overført til Koncern Kvalitet. Udviklingen mod en stadigt stærkere og mere central kvalitetsafdeling er sket løbende over de seneste fem år.

I 2011 blev de to afdelinger: "Center for Folkesundhed og "Center for Kvalitetsudvikling" lagt sammen til "Center for Folkesundhed og Kvalitetsudvikling" og i sommeren 2015 blev kvalitetsarbejdet yderligere konsolideret med oprettelsen af afdelingen: "Koncern Kvalitet", som samlede en række indsatser på kvalitetsområdet.

Efter overførslen af kontoret: "Kvalitet og Lægemidler" fra Nære Sundhedstilbud vil Koncern Kvalitet omfatte 130 fuldtidsstillinger plus eksterne konsulenter.

Antallet af vicedirektører i Region Midtjylland er fortsat uændret, da afdelingen for Nære Sundhedstilbud blev ledet af en vicedirektør.

Foto

Klik på billedet af Mette Kjølby for at downloade i høj opløsning.  Billedet kan frit anvendes i forbindelse med redaktionel omtale af indholdet i denne pressemeddelelse, når Region Midtjylland anføres som kilde.

Flere informationer


Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer findes på http://www.rm.dk/politik/regionsradsmedlemmer/