04.05.2016

 


Den regionale døgninstitution Himmelbjerggården foreslås afviklet. Forslaget sendes i dag i høring blandt medarbejderne og skal senere behandles politisk i regionsrådet.

- Vi foreslår afvikling, fordi kommunerne generelt anbringer færre børn og unge på døgninstitutioner og i steder vælger familiepleje. Samtidig må vi erkende, at bygningerne er utidssvarende, siger Erik Corfitz Petersen, der er leder af Specialområde Børn og Unge, som Himmelbjerggården hører under.

Han vurderer, at det ikke vil være rentabelt at renovere bygningerne, så de lever op til en række faglige og sikkerhedsmæssige krav.

- Der har været gjort flere tiltag for at redde Himmelbjerggården, men vi må desværre erkende, at grundlaget ikke længere er til stede, siger Erik Corfitz Petersen.

Hvis forslaget bliver vedtaget, vil de tilbageværende børn og unge få tilbudt pladser på andre af regionens institutioner i dialog med deres respektive kommuner.

Regionsrådet tager stilling til forslaget 25. maj.


Fakta

• Himmelbjerggården er en institution for børn og unge med socialpsykiatriske og adfærdsmæssige vanskeligheder.
• Institutionen er normeret til 30 døgnpladser.
• Himmelbjerggården ligger ved Himmelbjerget i Ry