22.03.2016

Fremtidens telemedicin: Patienter monitorerer deres egen sygdom og konsulterer sundhedspersonalet hjemme fra stuen, imens læge, kommune og hospital arbejder på en mere fælles koordinering af patientens behandlingsforløb. Erfaringerne er positive, viser ny kvalitativ evalueringsrapport.

Behøver patienter med kronisk sygdom møde fysisk op til alle kontroller på hospitalet, hvis deres sygdomsforløb skal overvåges?

Nej, viser erfaringerne fra det tværsektorielle telemedicin-projekt ’Horsens på forkant med sundhed’, som netop er blevet evalueret af patienter og projektdeltagere.

Godt 300 kronisk syge patienter har deltaget i projektet, heraf har 150 brugt et sundheds-hotspot i hjemmet til at monitorere egne data og konsultere sundhedspersonalet.

Rapporten konkluderer, at patienterne oplever at få et bedre behandlingstilbud med den telemedicinske løsning. Patienterne bliver også dygtigere til at håndtere deres egen sygdom, fordi de får mere viden om sygdommen og kommer til at spille en mere aktiv rolle i deres eget forløb.

- Vi er meget tilfredse med de resultater, som er opnået gennem projektet. Evalueringen viser, at patienterne oplever kortere afstand til de sundhedsprofessionelle end ved traditionel behandling, de har en bedre kommunikation med de sundhedsprofessionelle samt større fleksibilitet i deres behandlingstilbud. Samtidig har hele projektet bidraget med vigtig viden om, hvordan fremtidens telemedicinske tilbud kan udvikles og organiseres, siger projektleder Wenche Svenning.

Vigtig viden om fremtidens telemedicin

'Horsens på forkant med sundhed' har som et af de første telemedicinske projekter haft fokus på det tværsektorielle samarbejde imellem praktiserende læge, kommune og hospital. Målet har været at bringe kronisk syge patienters ressourcer mere i spil og arbejde hen mod en organisering, hvor praksis, kommune og hospital i højere grad er sammen om koordineringen af behandlingsforløbet med den enkelte patient i centrum.

Praktiserende læge, kommune og hospital har bl.a. delt patientens måledata via det nyudviklede it-værktøj 'sundheds-hotspottet'. Normalt har hver sektor data i eget system. 

Ifølge evalueringsrapporten er der tale om en ny og banebrydende tværsektoriel IT-struktur, og erfaringer fra projektet kan anvendes i regional og national udbredelse af telemedicin. Det har desuden medvirket til at skabe større modenhed omkring brugen af IT-teknologi på tværs af sektorerne i Horsens.

Erfaringer og løsninger fra projektet vil nu blive overleveret i et regionalt set up, der også peger ind i en kommende national telemedicinsk løsning. Samtidig vil løsningen blive et tilbud til flere kommuner og praktiserende læger inden for Horsens-klyngen, som omfatter Horsens, Hedensted, Odder og Skanderborg Kommuner.

'Horsens på forkant med sundhed' er etableret som et offentligt privat innovationssamarbejde mellem Horsens Kommune, Hospitalsenheden Horsens, praktiserende læger og et konsortium bestående af Falck Hjælpemidler og Next Step Citizen. Ifølge evalueringsrapporten har partnerskabet været til fordel for både offentlige og private parter.

Læring fra projektet og dets resultater vil blive formidlet på konference den 5. september på Fængslet i Horsens. Program offentliggøres på www.horsenspaaforkant.dk, hvor man også kan finde den kvalitative evalueringsrapport. Den samfundsøkonomiske effekt i form af et ph.d.-projekt fra SDU COHERE forventes klar til offentliggørelse hen over sommeren.