03.11.2016

Region Midtjylland har ansat Dorte Christensen som ny afdelingschef for Indkøb & Mediciteknik.

Dorte Christensen er 54 år og uddannet Cand. oecon. fra Aarhus Universitet. Hun har siden 2009 været sektionschef i Medicoteknisk Afdeling, og har sammenlagt været ansat 24 år i sundhedsvæsenet.

- Dorte har været i Huset i næsten 10 år, så vi ved hvad vi får: En person med stærk faglighed, overblik og en respektfuld tilgang til medarbejdere og ledelseskolleger, siger koncerndirektør Ole Thomsen om valget af Dorte Christensen som ny afdelingschef for Indkøb & Medicoteknik.

- Derfor er vi også helt sikre på, at Dorte er den rette til at lede afdelingens arbejde med de ret store opgaver, der venter lige om hjørnet, siger Ole Thomsen. Han fremhæver blandt andet den nationale ambition om at spare 1,5 mia. kr. på offentlige indkøb, og udflytningen til nye hospitaler i Region Midtjylland.

Til Ole Thomsens liste tilføjer Dorte Christensen også etableringen af en professionel vareforsyning, og optimering og udvikling af apparaturparken i Region Midtjylland.

- I et eller andet omfang har jeg gennem den seneste knap 10 år arbejdet med alle aspekter af Indkøb & Medicotekniks ansvarsområder. Men jeg glæder mig særligt til at blive en del af koncernledelsen og den regionale ledelseskreds, hvor jeg tror jeg kan bidrage med helhedstænkning, siger Dorte Christensen om de nye udfordringer.

Dorte Christensen bor i Viby, er gift med Søren og har to voksne sønner. Hun tiltræder stillingen den 7. november 2016.


Flere oplysninger