10.11.2016

Personer med lette smerter i f.eks. skulderen kan nu træne sikkert og nemt hjemme med vejledning fra nye øvelsesfilm lavet af Region Midtjylland og Lægehåndbogen.

Filmene viser, hvordan man kan træne skulder og lænderyg i tre sværhedsgrader. Alle kan starte med at træne på et sikkert niveau og øge træningsintensiteten efter behov. Filmene med grundige instruktioner findes i læge- og patienthåndbogen på sundhed.dk.

Print programmet ud

Foretrækker man at have instruktionerne på tryk, kan man printe øvelsesprogrammet ud og støtte sig til billeder af øvelserne under træningen.

Filmene er lavet for at vejlede personer med lette smerter til at lave øvelser selv. Læger og fysioterapeuter kan med filmene guide deres patienter til at følge standardiserede træningsprogrammer, der bygger på forskning og faglig konsensus.

Testet i praksis

Filmene har været testet hos praktiserende læger og praktiserende fysioterapeuter.

- De nye øvelsesfilm er et rigtig godt supplement. Patienterne kan lave øvelserne i fritiden og får i filmene grundig instruktion, så de udfører øvelserne korrekt. Jeg har testet filmene af i min klinik og kun mødt meget positive tilbagemeldinger, siger praktiserende læge i Struer Tommy Stoltz.

Han kalder filmene et rigtig godt initiativ og anbefaler andre at bruge dem.

- Øvelsesfilmene er super gode, illustrative og lette at gå til, siger praktiserende fysioterapeut i Dronninglund Marianne Kongsgaard.

Filmene er lavet uden kommercielle sponsorater og er frit tilgængelige for alle på internettet i patienthåndbogen, der findes på sundhed.dk.

Fakta

  • Region Midtjylland har bidraget med faglig viden og økonomisk støtte til øvelsesfilmene, der skal hjælpe personer med skulder- og lænderyg-besvær til selvtræning.
  • Øvelserne i filmene er udarbejdet af bevægeapparat-forskere, erfarne fysioterapeuter og speciallæger i samarbejde med Lægehåndbogen under sundhed.dk.
  • Filmene er lavet af Region Midtjylland og Lægehåndbogen.

Flere oplysninger

 

Birgitte Haahr, kontorchef, Koncern Kvalitet, Region Midtjylland, tlf. 7841 2230. Birgitte.Haahr@stab.rm.dk

Rikke Thorup, Lægehåndbogen, Lægeforeningen.

Tlf: 35 44 82 86 / 35 44 85 00 Mail: rt@dadl.dk

Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer findes på http://www.rm.dk/politik/regionsradsmedlemmer/

 

Link til filmene:

https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/knogler-muskler-og-led/illustrationer/video-skulderoevelser/

https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/knogler-muskler-og-led/illustrationer/video-laenderygoevelser/