22-09-2016

Vakur Bor bliver ledende overlæge for et stort diagnostisk knudepunkt. Klinisk Biokemisk Afdeling analyserer prøver af blod og urin. Andre opgaver er tapning af donorblod til transfusion.

Hospitalsenhed Midt (HE Midt) har ansat Vakur Bor som ledende overlæge på Klinisk Biokemisk Afdeling. Fra 1. december bliver han den ene halvdel af afdelingsledelsen, hvor han sammen med ledende bioanalytiker Torben Hansen får det overordnede ansvar for afdelingens drift og udvikling.

Vakur Bor kommer fra en stilling som lægefagligt ansvarlig overlæge på Klinisk Biokemisk Afdeling på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg.
Han er uddannet som læge og speciallæge i Tyrkiet og fik dansk autorisation som speciallæge i klinisk biokemi i 2006. Han tog forskeruddannelse ved Aarhus Universitet og blev ph.d. i 2001. Vakur Bor har arbejdet som overlæge og klinisk lektor siden 2009 – først i Randers, dernæst i Skejby og siden 2013 i Esbjerg.

Lægefagligt har Vakur Bor specialiseret sig i at udrede patienter i risiko for at danne blodpropper og med øget blødningstendens, herunder også behandling af patienter med blødersygdommen hæmofili ved Center for Hæmofili og Trombose i Skejby. Han har været medansvarlig for at drive antikoagulationsklinikken på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg. Disse kompetencer får han også brug for i fremtiden, da Klinisk Biokemisk Afdeling på HE Midt har en særlig regionsopgave på dette felt og hvert år er med til at udrede omkring 300 patienter. Afdelingen indgår også i antikoagulationsskolen for patienter, der selv ønsker at styre deres medicinering for at forebygge blodpropper.

Ud over de mange kliniske afdelinger på HE Midts hospitaler i Viborg, Silkeborg, Hammel og Skive betjener Klinisk Biokemisk Afdeling også de praktiserende læger i hospitalsenhedens område – primært Viborg, Silkeborg og Skive Kommuner. I sin bagage medbringer Vakur Bor stor erfaring med at få samarbejdet til at fungere på tværs af afdelinger, sundhedssektorer og faggrupper. Senest har han eksempelvis haft ansvaret for at opbygge samarbejdet med Esbjerg Sygehus' nye fælles akutmodtagelse, som ønskede at have en bioanalytiker fast udstationeret fra Klinisk Biokemisk Afdeling.

- Vakur Bor er fagligt stærk, og han har også en forskningsprofil inden for diagnostik af B12-vitaminmangel og på koagulationsområdet. Vi er i fuld gang med at bygge om for at automatisere biokemisk laboratorium på Regionshospitalet Viborg. Her bringer Vakur Bor helt friske erfaringer med sig fra Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg, som for nylig har indført Danmarks første fuldautomatiske laboratorieløsning kombineret med rørpost og et automatiseret transportbånd. Det ser vi også frem til, siger hospitalsdirektør Lars Dahl Pedersen fra HE Midts hospitalsledelse.

Selv understreger Vakur Bor, at han i sin ledelse er meget opmærksom på betydningen af et godt arbejdsmiljø og en åben, konstruktiv dialog som en grundlæggende forudsætning for at løse afdelingens opgaver med at levere hurtige prøvesvar af høj kvalitet.

Vakur Bor er 49 år og bor i Risskov ved Aarhus med sin ægtefælle, gynækologisk overlæge Pinar Bor, og deres tvillinger.

Vakur Bor afløser Erik Vittinghus, som går på pension fra 1. oktober.

Kort om Klinisk Biokemisk Afdeling:

  • Klinisk Biokemisk Afdeling betjener de kliniske afdelinger på HE Midt og de praktiserende læger i hospitalsenhedens område. Afdelingen er dermed et vigtigt diagnostisk knudepunkt i hele den midterste del af Region Midtjyllands Sundhedsvæsen.
  • Klinisk Biokemisk Afdelings laboratorier ligger primært på hospitalerne i Viborg og Silkeborg, men afdelingen har også aktiviteter på hospitalerne i Hammel og Skive.
  • Klinisk Biokemisk Afdeling beskæftiger i alt 150 medarbejdere og udfører hvert år 7 millioner analyser af blod-, urin- og afføringsprøver inden for et budget på 100 millioner kroner. Afdelingen har herudover opgaver med tapning af bloddonorer og blodtransfusion.

  • Se nyheden hos Hospitalsenhed Midt