Gå til stort billede af hamp

Flere hundrede fødevarevirksomheder har i 2015 deltaget i regionale erhvervsudviklingsprogrammer om innovation og internationalisering. Blandt resultaterne er nye produkter, ny viden, flere job og større vækstambitioner.

Når forbrugerne nu kan glæde sig til kager, chokolade og kødretter med sund tilsætning af dele fra hampplanter, skyldes det ikke mindst et innovationssamarbejde, som Region Midtjylland og EU's Regionalfond har investeret i.

Det samme gælder et udviklingsarbejde, der handler om forarbejdning af økologisk boghvede og hirse til det voksende marked for økologiske og glutenfri produkter.

Eller de eksperimenter, der går ud på at udvinde
store mængder af stoffet saponin fra grøntaffald og bruge det som naturligt svampe- og insektmiddel eller som sundhedsfremmende fodertilskud til smågrise.

Dette er bare tre eksempler på, hvordan danske fødevarevirksomheder har brugt innovationssamarbejder under Region Midtjyllands fødevaresatsning til at forny deres fremstillingsmetoder eller produkter.

Dermed har de kunnet styrke deres konkurrenceevne, lige som nogle har skabt betydelig meromsætning og nye arbejdspladser.

Ekstra omsætning og eksport

I løbet af 2015 deltog 226 fødevarevirksomheder via Initiativet FFI (Future Food Innovation) i innovationssamarbejder, -workshops og –camps eller aktiviteter med særlig fokus på internationalisering. Det er sket på tværs af både kommune- og regionsgrænser.

Sommetider med videninstitutioner som partnere og sommetider med studerende og deres uddannelsesinstitutioner som midlertidig innovationskraft.

En evaluering foretaget af COWI viser, at initiativet har medført en betydelig oprustning hos de deltagende virksomheder.

Således svarer 70 procent, at FFI's indsats har givet dem større fokus på innovation. 56 procent forventer, at deres deltagelse vil forbedre deres vækstpotentiale, mens yderligere 21 procent angiver, at denne forbedring allerede er indtruffet.

Samlet tror deltagerne, at de i løbet af de kommende to år kan øge deres omsætning med knap 93 mio. kroner, deres eksport med 21 mio. kroner, mens de forventer at kunne udvide medarbejderstaben med i alt 129 fuldtidsansatte.
Indtil nu er der realiseret en omsætningsvækst på 3,6 mio. kroner og skabt 67 nye job.

Ind i strategien

- Initiativet har sat skub i innovationskulturen ude i virksomhederne, og det er afgørende for deres fremtidige konkurrenceevne, siger Bent Hansen, formand for regionsrådet og vækstforum i Region Midtjylland.

Ifølge innovationschef hos FFI Gyda Bay er det fantastisk at opleve, hvordan innovation stille og roligt bliver en del af virksomhedernes strategi, og de får lyst til mere vidensamarbejde.

- Jeg er ikke i tvivl om, at nogle af deltagerne vil brage gennem ”vækstmuren”, når de når ud på markedet med deres resultater, siger Gyda Bay.

Viden er vigtig

Et innovationssamarbejde under FFI omfatter typisk fra tre til 10 virksomheder og en eller flere videninstitutioner.

I det førnævnte tilfælde, hvor Møllerup Brands på Djursland sammen med fødevarevirksomheder som Nordisk Tang og gårdbutik-konceptet Landmad, Ebeltoft Gårdbryggeri m.fl. vil udnytte restprodukterne fra produktionen af industrihamp i madvarer, har også DTU Fødevareinstituttet og Aarhus Erhvervsakademi deltaget.

I tilfældet med den glutenfri boghvede fra virksomheden Aurion i Hjørring deltager også Skærtoft Mølle fra Augustenborg og SC Tech fra Nyborg.

Endelig arbejder Saponin Innovation Center Europe (SICE) i Aarhus sammen med AKS Langholt i Vodskov, Andels-kartoffelmelfabrikken i Toftlund og Teknologisk Institut om at udvikle raffineringsteknologier og forretningsområder omkring det naturlige plantebeskyttelsesmiddel saponin.


Se COWI's evaluering

Billedtekst:
Et af innovationssamarbejderne går ud på at udnytte de sunde restprodukter fra fremstillingen af industrihamp som ingrediens i mange forskellige madvarer. Her et glimt fra en hampmark.
Foto: Møllerup Brands. Fotoet er til fri brug i forbindelse med pressemeddelelsen. Få det i høj opløsning på www.ru.rm.dk

 

Flere oplysninger

Bent Hansen, formand for Regionsrådet i Region Midtjylland, telefon 7841 0010 / 4031 3707
Lars Haahr Jensen, chefkonsulent, Regional Udvikling, Region Midtjylland, telefon: 7841 1704/ 2163 9939
Gyda Bay, innovationschef, FFI, telefon: 24417262 / 8999 2500

Fakta om FFI

FFI har siden 2010 været hovedoperatør i den midtjyske fødevaresatsning, med ansvaret for det regionale innovationsmiljø, der f.eks. yder vejledning og støtte til innovationsprojekter med virksomheder og videnparter.

Den gennemførte evaluering omfatter perioden 1.1.2015 - 30.4.2016, hvor budgettet var 27,5 mio. kroner, der kommer fra EU’s Regionalfond, Region Midtjylland og deltagerne.

Med Region Midtjyllands nye fødevarestrategi 2016-20 ”Klog hverdagsmad til en verden i forandring” og handlingsplan 2016-18 er der nu tre nye FFI-initiativer på vej: POP (Proof of Principle), Differentieringspuljen og Growth.
Læs mere på www.futurefoodinnovation.dk