30.08.2017

Søndag d. 3. september fra 11-16 åbner byggepladsen i Gødstrup for første gang dørene for alle, der er nysgerrige på et første kig indenfor i det nye hospitalsbyggeri, der er groet fra bar mark i 2012 til 6. etage her i 2017.

Åbent Hospital i Gødstrup giver publikum mulighed for at få en forsmag på, hvordan det færdige hospital bliver.

- Her godt og vel halvvejs i processen er det stadig en byggeplads og væggene er rå, men vi synes, det er muligt at fornemme hvor attraktivt et hospital, vi bygger, siger hospitalsdirektør Poul Michaelsen og tilføjer:

- Vi bygger patientens hospital i Gødstrup, og vi bliver klar til at rykke ind primo 2020.

Gæsterne vil i ord og billeder få fortællingen om det kommende akuthospital i Vest. Der vil være sessioner/stande om bl.a. den interaktive fødestue, akutmodtagelsen, kunst, psykiatri, teknik, kost, sengestuer med mere.

Sessionerne er placeret på en afmærket rute i stueetagen og på 6. etage. Fagfolk og nøglepersoner fra Hospitalsenheden Vest og Psykiatri og Social bemander standene og står klar til at fortælle og svare på spørgsmål.

I foyeren, der er hospitalets 375 meter lange centrale forbindelsesvej, bliver der mulighed for et "pit-stop" og en kop kaffe.

Der er desuden indrettet et cafe-miljø samt en informationsstand centralt i foyeren.

Et andet sted på ruten er der indrettet en lille biograf, der viser et sammenklip af dronefilm om byggeprocessens spæde start og til nu.