25.10.2017

Regionsrådet for Region Midtjylland bevilger 600.000 kr. til mere skånsom operationsteknik, så patienter med livmoderkræft undgår unødig fjernelse af lymfeknuder i forbindelse med deres kræftoperation

Hvert år får omkring 100 patienter i Region Midtjylland fjernet lymfeknuder i bækkenet i forbindelse med en operation for kræft i livmoderen.

Kirurgen fjerner lymfeknuderne, når der er mistanke om at en dybt voksende eller aggressiv kræftknude kan have spredt sig til de nærmeste lymfeknuder. Men fjernelse af lymfeknuder i bækkenet kan forårsage kroniske gener i form af hævelse/smerter (lymfødem) af benene med nedsat livskvalitet til følge.

Derfor har regionsrådet nu bevilget 600.000 kroner til, at kirurgerne kan tage en særlig teknik kaldet sentinel node-kortlægning i brug i forbindelse med operationer for livmoderkræft.

Mindre risiko for senfølger

Sentinel node (skildvagt-lymfeknuden) er den lymfeknude, der først modtager lymfe fra kræftknuden. Derfor er det også den lymfeknude, der først modtager kræftceller, hvis kræften har spredt sig. Ved sentinel node-kortlægning kan kirurgen under operationen identificere, undersøge og fjerne de lymfeknuder, der ligger først for i stedet for at fjerne alle – også raske - lymfeknuder i et område.

Undersøgelser har vist, at operation med sentinel node-kortlægning ved kræft i livmoderen er lige så sikker, som hvis man fjerner alle lymfeknuder i bækkenet. For hvis der ikke er spredning til sentinel node, så er der minimal risiko for spredning til andre lymfeknuder.

Derfor kan man ved brug af sentinel node-kortlægning minimere risikoen for efterfølgende gener (lymfødem), uden at gå på kompromis med risikoen for tilbagefald af kræftsygdommen.

- Vi skal udnytte, at der hele tiden kommer nye metoder og teknikker, som tilgodeser en så præcis og skånsom behandling af patienterne som muligt. Med denne metode kan vi spare nogle kvinder for generende og smertefulde følger af deres operation for kræft i livmoderen, siger regionsrådsformand Bent Hansen (S).

Pengene kommer fra Kræftplan IV

Regionsrådets bevilling på 600.000 kr. skal blandt andet gå til indkøb udstyr, der skal muliggøre sentinel node-kortlægning. Derudover er der planlagt et studiebesøg til et hospital, der har erfaring med behandlingen. Derved kan man tilbyde patienterne i Region Midtjylland et velafprøvet og velfungerende set-up.

Pengene stammer fra Kræftplan IV, hvor et af initiativerne er kompetenceløft indenfor kræftkirurgien. Regionsrådet bevilgede 23. august 2017 1,4 mio. kr. fra samme pulje til forbedret uddannelse og varetagelse af laparoskopiske (kikkert) tyk- og endetarmsoperationer.

Flere oplysninger

Fakta om livmoderkræft

  • Kræft i livmoderen er den hyppigste gynækologiske kræftform i Danmark (ca. 800 tilfælde årligt).
  • I Region Midtjylland opereres lige under 200 kvinder om året for livmoderkræft.
  • Operationerne foregår på Kvindesygdomme og Fødsler på Aarhus Universitetshospital.
  • Ved operationen fjerner kirurgen livmoderen samt æggestokke/æggeledere.
  • Ved mistanke om en dybt voksende kræftknude eller ved aggressive livmoderkræft-typer fjernes lymfeknuder i bækkenet og evt. op langs hovedpulsåren.
  • Patienter, som har livmoderkræft med spredning til lymfeknuder, tilbydes kemoterapi i kombination med stråleterapi.

Fakta om sentinel node-kortlægning

  • Med sentinel node-kortlægning kan kirurgen finde den lymfeknude, som først vil blive ramt, hvis kræften spreder sig til lymfeknuderne, og derfor vil man ofte kunne undgå at fjerne alle lymfeknuder.
  • For at kunne foretage sentinel node-kortlægning ved kræft i livmoderen kræver det, at man indsprøjter en lille mængde fluorescerende stof (IndoCyaninGreen), som ophobes i sentinel node lymfeknuder.
  • Operationsrobotten på Kvindesygdomme og Fødsler på Aarhus Universitetshospital kan belyse lymfeknuderne med et særligt lys, der får det flourecerende stof i sentinel node til at lyse op.