25.09.2017

Specialområde Autisme har fået et skærpet tilsyn af Socialtilsyn Midt. Det sker på baggrund af et tilsynsbesøg 22. august 2017 på Bækketoften i Hedensted. Her konstaterede tilsynet, at en beboer ikke har haft mulighed for at forlade sin bolig via en dør, der leder ud fra en lukket gårdhave og er den dør, som hun benytter.

Det skærpede tilsyn gælder hele Specialområde Autisme og ikke kun Bækketoften, selvom fejlen alene er blevet påpeget dér. Det skyldes, at Bækketoften er en del af et specialområde, der er en samlet organisation for en række regionale autismetilbud.

Sammen med det skærpede tilsyn følger tre påbud, der handler om, at ledere og medarbejdere skal undervises i reglerne om blandt andet magtanvendelse.

Sagen har tidligere været omtalt i flere medier.

Socialtilsynet har givet påbuddene og det skærpede tilsyn, fordi beboerens rettigheder efter tilsynets vurdering er blevet krænket.
Konkret handler det om en periode på to måneder, hvor beboeren ikke selv kunne gå ud af sin bolig på grund af et manglende håndtag.

Tilsynet har desuden påpeget nogle andre episoder, hvor beboeren angiveligt har været hindret i at bevæge sig frit. Specialområdet erkender, at det var en fejl, at håndtaget manglede, men afviser, at beboeren i øvrigt har været hindret i at komme ud af sin lejlighed.

Et skærpet tilsyn indebærer en intensivering af tilsynsbesøgene. Afgørelsen gælder foreløbig i tre måneder.


Flere oplysninger
Områdechef Lars Aarup Jensen: 2942 0545.

Se også pressemeddelelse udsendt 28. august 2017