07.08.2019

Mahican Gielen bliver ny ledende overlæge i afdelingen Røntgen og Skanning på Regionshospitalet Randers.

Mahican Gielen er i dag uddannelsesansvarlig speciallæge i Røntgen og Skanning på Regionshospitalet Silkeborg. Hun kommer med 10 års erfaring inden for radiologi i Region Midtjylland, når hun 1. september 2019 tiltræder sin første lederstilling som ledende overlæge i Røntgen og Skanning på Regionshospitalet Randers.

- Personalet i Røntgen og Skanning kan forvente en leder med en masse energi og empati. Jeg er en leder, der vil have fokus på både den enkelte og på et stærkt samarbejde mellem personalet. Og det er ikke kun i afdelingen, at jeg har fokus på at samarbejde, men også på tværs af hospitalet og i regionen. Vi skal hjælpe hinanden med at løfte de mange opgaver inden for specialet – også mellem regionens hospitaler, siger Mahican Gielen.

Mere viden om Røntgen og Skanning

Som ny leder ser Mahican Gielen frem til at bidrage til udvikling af bl.a. uddannelsesmiljøet i Røntgen og Skanning samt til at skabe mere kendskab til afdelingen.

- Det er et fagligt stærkt hold i Røntgen og Skanning, og jeg ser frem til at blive en del af holdet. Jeg vil understøtte det faglige engagement og det gode arbejdsmiljø i afdelingen samt bidrage til at udvikle uddannelse, innovation og forskning i afdelingen. Samtidig vil jeg arbejde på at øge kendskabet til alt det, vi tilbyder. Og særligt overfor yngre læger, så de vælger os til, siger Mahican Gielen.

Stærkt engagement og drive

Hospitalsledelsen ser frem til at byde Mahican Gielen velkommen til hospitalet og i ledelsen af Røntgen og Skanning – en afdeling med ca. 100 medarbejdere, der hvert år udfører ca. 140.000 undersøgelser som fx MR og CT-skanninger.

- Mahican kommer med stærkt engagement og drive for at udvikle afdelingen i samarbejde med personalet. Hun er en leder, der har øje for både medarbejdernes trivsel og afdelingens sammenhængskraft i forhold til hospitalets øvrige afdelinger og samarbejdspartnere i regionen. Vi glæder os meget til samarbejdet, siger Lone Winther Jensen, lægefaglig direktør, på vegne af hospitalsledelsen.

Mahican Gielen er 39 år og oprindeligt fra Tyrkiet. Hun er opvokset i Holland, hvor hun tog sin medicinuddannelse på Erasmus Universitet i Rotterdam i 2007. I 2009 flyttede hun til Danmark, hvor hun videreuddannede sig til speciallæge i radiologi i Region Midtjylland. I dag bor Mahican Gielen i Herning med sin mand og fire børn.

Flere oplysninger

  • Mahican Gielen, ny ledende overlæge i Røntgen og Skanning, tlf.:7172 2344
  • Lone Winther Jensen, lægefaglige direktør, tlf.: 4027 8297