09.01.2019

Den nye akutlægehelikopter fløj til 17 patienter den første uge
Regionernes nye, fjerde akutlægehelikopter gik planmæssigt i drift den 2. januar kl. 12.00. I løbet af den første uge har den været sendt afsted til 17 patienter. De fleste ture er gået til patienter i Region Nordjylland, herunder flere ture til Læsø.

Regionernes nye akutlægehelikopter, som har fået midlertidig base i Aalborg Lufthavn, fløj til fem patienter allerede det første døgn. Præhospital akutlæge Michael Dahl, som havde den første vagt, oplevede at det var relevante opgaver, helikopteren blev sendt til.

Første døgn med den nye helikopter

- Vi fik ture til patienter, som havde brug for lægehjælp, og hvor vi kunne være fremme som første læge, eller ture hvor der var behov for hurtig transport til specialiseret lægehjælp på hospitalet. Jeg er sikker på, at vi gør en forskel for patienterne og at vi er et godt supplement til den øvrige akutte hjælp, men det er også vigtigt at understrege, at det er ambulancerne, der er rygraden i akuthjælpen, siger Michael Dahl og fortæller, at der ikke var tid til at trille tommelfingre, mens de ventede på at gå i drift:

- Det har været en fantastisk spændende proces at få startet den nye akutlægehelikopter op, og vi havde travlt med de sidste forberedelser helt op til start. Men alt lykkedes og præcis kl. 12.00 onsdag den 2. januar meldte vi os klar til at flyve. Den første skarpe tur til en patient fik vi tæt på kl. 15.00.

Følger aktiviteten tæt

Der er afsat 45 mio. kr. til at etablere og drive den nye akutlægehelikopter, som skal være med til at give en bedre dækning af Vendsyssel, herunder Skagen og Læsø samt aflaste de 3 eksisterende akutlægehelikoptere. Det har krævet en målrettet indsats at få en helt ny helikopter, medarbejdere og base klar til drift fra starten af 2019, og Troels Martin Hansen, som er lægelig leder af akutlægehelikopterordningen, glæder sig nu til at følge aktiviteten.

- Vi er meget tilfredse med, at helikopteren er kommet planmæssigt fra start og vi vil nu følge udviklingen tæt hen over de næste måneder og blandt andet vurdere, hvordan den nye helikopter spiller sammen med de øvrige tre akutlægehelikoptere, siger Troels Martin Hansen, som sammen med Styregruppen for helikopterne følger helikopternes aktivitet.

Den Landsdækkende Akutlægehelikopterordning drives af regionerne i fællesskab, og midlerne til driften kommer fra Staten. Den nye helikopter har fået midlertidig base ved Aalborg Lufthavn, indtil en ny base ved Saltum, i den nordlige del af Jammerbugt Kommune, er etableret.