17.06.2019

De nye rammer for Aarhus Universitetshospital Psykiatrien fik mandag officielt besøg af Hendes Kongelige Højhed Kronprinsessen. Kronprinsessen mødte patienter og medarbejdere på det nye hospital og kom helt tæt på Tal Rs store lyserøde kunstværk, der allerede er blevet et vartegn.

Læs også om H.K.H. Kronprinsessens besøg i TrygFondens Familiehus Hammel Neurocenter

Ved ankomsten mandag formiddag blev Kronprinsessen modtaget af regionsrådsformand Anders Kühnau (S) og direktør for Psykiatri og Social Tina Ebler. Derefter blev Kronprinsessen budt velkommen med blomster af 6-årige Silke Lucca Voldsgaard.

Undervejs besøgte Kronprinsessen blandt andet Afdeling for Depression og Angst, hvor hun mødte patienter og personale, der fortalte om hverdagen. Det blev også til en visit i Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling, hvor Kronprinsessen hilste på indlagte skolebørn.

Senere fik Kronprinsessen lejlighed til at tale med ambassadører fra EN AF OS, der er frivillige, som enten har eller har haft psykisk sygdom tæt inde på livet, og som deler ud af deres erfaringer og viden om psykisk sygdom.

Endelig fik Kronprinsessen som nævnt et nærmere kig på det lyserøde venteområde, som kunstneren Tal R har indrettet med kunst fra Museum Ovartaci, dvs. kunst, der er lavet af tidligere patienter i psykiatrien.

Flere oplysninger

  • Regionsrådsformand Anders Kühnau (S), tlf. 2360 2768
  • Direktør for Psykiatri og Social, Tina Ebler, tlf. 2785 4484
  • Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer www.rm.dk/politik/regionsradsmedlemmer/ 

 

Fotos fra besøget i psykiatrien kan downloades i høj opløsning ved at klikke på billederne. Fotos skal krediteres: Jesper Voldgaard.