01.11.2019

Region Midtjylland, regionens 19 kommuner og regionens praktiserende læger er gået sammen om en kampagne, der skal få flere svækkede og ældre til at lade sig vaccinere mod influenza.

Har du overvejet at blive vaccineret mod influenza i år?

Det spørgsmål møder kronisk syge, gravide, svært overvægtige og mennesker over 65 formentlig i forbindelse med et besøg på et af regionens hospitaler, ved kontakt med kommunernes hjemmepleje eller hos den praktiserende læger i den kommende tid.

Region Midtjylland, regionens 19 kommuner og regionens praktiserende læger er nemlig gået sammen om en kampagne, der skal få flere svækkede og ældre til at lade sig vaccinere mod influenza.

- Alle vil formentlig give mig ret i, at det er træls at blive ramt af influenza. Men for i forvejen svækkede personer og ældre mennesker kan det udvikle sig så alvorligt, at det kræver indlæggelse på et hospital. Derfor vil vi i år i fællesskab gøre en særlig indsats for at få netop disse grupper til at lade sig vaccinere mod influenza, siger Henrik Fjeldgaard (S), som er formand for regionens, kommunernes og de praktiserende lægers samarbejdsorgan Sundhedskoordinationsudvalget.

Fælles indsats

Kampagnen består af plakater, postkort og badges med opfordringer til influenzavaccination. Herudover bliver kampagnen synlig på regionens og kommunernes sociale medier i form af videoklip og grafik.

- Vi tror det batter, når vi står sammen om en kampagne, så borgerne bliver præsenteret for budskaberne mange forskellige steder. Og så håber vi, at så mange som muligt tager kampagnens budskab til sig, siger næstformand i Sundhedskoordinationsudvalget Ib Lauritzen (V), som også er borgmester i Ikast-Brande Kommune.

Gratis for risikogrupperne

Influenza er særligt udbredt i vinterhalvåret og kan ikke behandles med antibiotika.

Alle mennesker kan få influenza, men især ældre over 65 år, gravide, svært overvægtige og personer med kroniske luftvejssygdomme har højere risiko for at få et alvorligt sygdomsforløb. Derfor er vaccinationen gratis for netop disse grupper, mens andre selv skal betale.

– Hvis du er sund og rask, behøver du ikke nødvendigvis lade dig vaccinere. Men hvis du tilhører en af risikogrupperne, så gør du klogt i at tage imod tilbuddet om gratis vaccination, siger læge Lise Høyer, formand for PLO-Midtjylland og repræsentant for de praktiserende læger i Sundhedskoordinationsudvalget.

Du kan blive vaccineret mod influenza fra i dag, fredag den 1. november. 

Fakta:

Det er gratis at blive vaccineret mod influenza, hvis du er

  • Gravid og mere end 12 uger henne
  • Over 65 eller førtidspensionist
  • Kronisk syg
  • BMI over 40
  • Alle andre kan mod betaling blive vaccineret hos egen læge eller ved et åbent vaccinationsarrangement.

Flere oplysninger:

  • Henrik Fjeldgaard, formand for Sundhedskoordinationsudvalget, tlf. 2962 8232, henrik.fjeldgaard@rr.rm.dk
  • Ib Lauritzen, næstformand i Sundhedskoordinationsudvalget og borgmester i Ikast-Brande Kommune, tlf. 4030 2234, iblau@ikast-brande.dk
  • Lise Høyer, formand for PLO-Midtjylland, tlf. 2250 4910, lisehoyer@dadlnet.dk