04.12.2020 

Målet er at skabe en stabil og robust organisering af behandlingen af patienter med covid-19, og at sikre aflastning og forudsigelighed for personalet.

Aarhus Universitetshospital har siden marts 2020 haft næsten 300 patienter indlagt med covid-19, og Akutafdelingen har håndteret 5.500 patienter med mistanke om covid-19. Desuden er der blevet foretaget og analyseret et meget stort antal covid-19 test. Det er sket samtidig med at det øvrige hospital har kørt 100 % aktivitet og har været i gang med at afvikle udsatte operationer fra forårets nedlukning.

Det har slidt på det faste personale i afdelinger med covid-19 patienter. De har fået assistance fra kolleger i beredskab i andre afdelinger, når presset har været så stort, at det har udløst hjælp efter hospitalets covid-19 aktiveringsplan. Samtidig har det været hårdt for medarbejdere i beredskabet, fordi de har gået med usikkerheden om, hvornår de med kort varsel blev kaldt til at arbejde med covid-19 på en anden afdeling, med nye kolleger og ny vagtplan.

Samtidig ser vi ind i en vinter og et forår, der normalt er højsæson for virusinfektioner. Covid-smittetrykket allerede er højt og stigende, og der bliver brug for en solid bemanding på hospitalerne til behandling af patienter, som bliver indlagt med symptomer covid-19 eller skal behandles for covid-19.

Derfor har Hospitalsledelsen på Aarhus Universitetshospital efter dialog med afdelingsledelserne og fællestillidsrepræsentanterne i dag præsenteret en plan, som betyder, at 33 senge på hospitalet frem til sommer vil være normeret til covid-19 og bemandet fra en beredskabspulje af personale fra andre afdelinger.

Der er i forvejen 19 senge i den eksisterende sengenormering i Infektionssygdomme, Akutafdelingen samt Børn og Unge, som er reserveret til covid-19, derudover etableres nu 14 senge i Infektionssygdomme og Akutafdelingen, som bemandes med assistance fra en beredskabspulje af personale fra andre afdelinger på hospitalet.

Personalet i beredskabet uddannes til at behandle covid-19 patienter og i korrekt brug af værnemidler. De gennemfører scenarietræninger sammen, og der er værnemidler til, at de kan være klædt så godt som muligt på til opgaven.

Styrkelsen af covid-19 beredskabet betyder samtidig, at de øvrige afdelinger på hospitalet vil skulle planlægge med at lukke ned for noget af deres aktivitet. Der vil frem mod jul blive skabt et overblik over, hvad det kommer til at betyde af omlægninger, udsættelser eller reduktioner for patienter i disse afdelinger. Patienter med akutte og førlighedstruende tilstande, kræft og andre patienter som af faglige grunde ikke kan vente, vil naturligvis fortsat blive behandlet som vanligt.   

 

Yderligere information:

Hospitalsdirektør Poul Blaabjerg, tlf. 5131 3506 eller mail poul.blaabjerg@rm.dk