13.03.2020

Region Midtjylland inviterer ledige eller pensionerede sygeplejersker, læger og andet sundhedspersonale samt sygepleje-studerende, medicinstuderende og pædagoger til at stille sig til rådighed som assistance på de midtjyske hospitaler og sociale tilbud i forbindelse med ny coronavirus.

Region Midtjylland opfordrer nu pensionerede eller på andre måder ledige læger, sygeplejersker og andet uddannet sundhedsfagligt per-sonale til at stille sig til rådighed som assistance på de midtjyske hospitaler. Det samme gælder for ledige eller pensionerede pædagoger, som der kan blive brug for på regionens sociale tilbud.

- Vi forudser, at vi får brug for ekstra sundhedsfaglig og pædagogisk arbejdskraft i forbindelse med den aktuelle situation med ny coronavirus. Derfor vil vi gerne opfordre alle med en sundhedsfaglig eller pædagogisk baggrund til at overveje, om de kan hjælpe til på vores hospitaler eller vores sociale tilbud i denne ganske særlige situation, siger regionsdirektør Pernille Blach Hansen.

Registrer dig og afvent nærmere info

Pernille Blach Hansen understreger, at interesserede ikke skal melde sig på de enkelte hospitaler, men i stedet lade sig registrere som in-teresseret på hjemmesiden www.assistance.rm.dk, hvorefter man vil blive kontaktet.

- Vi kender ikke på forhånd antallet af ledige hænder, som vi kan få brug for, for situationen udvikler sig hele tiden. Men vi vil gerne være på forkant, så vi kan reagere hurtigt, hvis der opstår mangel på personale på et eller flere af vores hospitaler eller i vores sociale tilbud, siger Pernille Blach Hansen.

Flere oplysninger

• Regionsdirektør Pernille Blach Hansen, 4026 8056
• Afdelingschef i Koncern HR Jørn Mørup, 2461 9222
• Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer findes på www.rm.dk/politik/regionsradsmedlemmer