26.10.2020

28. oktober åbner Testcenter Randers på Juventusvej 15 i Randers Syd. Testcentret samler test af borgere fra det hvide testtelt på Randers Kaserne med test fra Regionshospitalet Randers. Dermed skal borgere med og uden symptomer på COVID-19 fremover kun køre til ét sted: Testcenter Randers.

Bag Bauhaus og Memphis Mansion er Testcenter Randers på Juventusvej 15 ved at tage form. Der er opført vintersikre testpavilloner, som fra og med onsdag 28. oktober står klar til at afløse det hvide testtelt på Randers Kaserne og drive-in Podestationen på Regionshospitalet Randers.

Testcenter Randers vil fremover være et samlet sted for test af:

  • Borgere uden og med symptomer på COVID-19
  • Borgere med symptomer på COVID-19, som ikke føler sig så syge, at de har behov for en sundhedsfaglig vurdering
  • Borgere der har brug for en sundhedsfaglig vurdering, og som er henvist af egen læge eller hospital til test.

Åbning ved borgmester og hospitalsdirektør

Tirsdag 27. oktober foretages de sidste test af personer i testteltet på Randers Kaserne og Podestationen på Regionshospitalet Randers. Og onsdag 28. oktober kl. 8.00 åbner Testcenter Randers for den første borger til test.

Borgmester Torben Hansen (S) fra Randers Kommune og hospitalsdirektør Jonas Dahl vil være til stede den 28. oktober for at markere åbning af Testcenter Randers, der skal gøre det mere enkelt og overskueligt for borgerne at blive testet for COVID-19.

Kom kørende eller gående til test

 

Testcenter Randers har et kørende og gående spor til test. Det betyder, at borgere kan vælge enten at køre i bil for at blive testet eller at gå ind til test. Der er også mulighed for parkering af bilen eller cyklen for de, der vælger at gå ind til testen.

Kommer borgerne kørende i bil til test, vil de blive sluset ind i en ensrettet opmarchbane ved indkørsel fra Juventusvej. Opmarchbanen deler sig i tre testspor med i alt seks teststationer. Kommer borgerne gående til test, vil de blive sluset ind i et testrum med fire teststationer. Der er god plads i testrummet, så borgerne kan holde afstand til hinanden før, under og efter testen.

Sammenlægning gør det enkelt for borgerne

Sammenlægning af COVID-19 test af borgere med og uden brug for en sundhedsfaglig vurdering – med test af borgere med læge- og hospitalshenvisning skal sikre en bedre koordineret og mere fleksibel udnyttelse af den samlede testkapacitet. I forbindelse med sammenlægningen bliver der ikke ændret på, hvor og hvordan man booker test, det sker stadig på: www.coronaprover.dk

Borgere, der er henvist til test inden en operation eller undersøgelse på hospitalet, skal ikke selv bestille tid til test. Det gør hospitalet for den enkelte borger, og testen foregår i Testcenter Randers.

Yderligere oplysninger

  • Bodil Møller Andersen, leder af Testcenter Randers, tlf.: 7175 8524
  • Jette Krüger Jensen, ledende bioanalytiker, tlf.: 2372 2259
  • Jonas Dahl, hospitalsdirektør, tlf.: 7842 0105

Praktiske oplysninger

  • Bestil tid: til COVID-19 test på coronaprover.dk
  • Under bestilling af tid vælger borgerne, om de vil være kørende eller gående til test.
  • Adresse: Testcenter Randers har adressen: Juventusvej 15, 8960 Randers SØ
  • Sygesikringskort: alle der skal testes, skal medbringe det gule sygesikringskort
  • Parkering: skal man parkere i forbindelse med testen, er der indkørsel til parkering ved Juventusvej. Der er skiltning til parkeringsområdet.
  • Åbningstid: Testcenter Randers har testtider i tidsrummet kl. 8.00-17.00 hverdag og weekend
  • Krav om mundbind: Alle borgere – kørende som gående - skal bære mundbind når de kommer til test i Testcenter Randers
  • Svar på testen: kommer på sundhed.dk

  • Testcenter Randers er et af de syv testcentre i Region Midtjylland. Testcentrene bliver placeret i Horsens, Aarhus, Randers, Silkeborg, Viborg, Herning, Holstebro.
  • Testcenter Randers har fire testbiler, der vil køre ud for at teste borgere i Grenaa Sundhedshus, Grenaa Havn og Tirstrup lufthavn.