07.04.2021

Region Midtjylland har indgået en aftale med it-virksomhederne KMD og Emento om at levere en ny app, der skal forbedre kommunikation mellem patienter, sundhedsvæsen og hospital. Målet er rette information på rette tid.

Patienter og borgere i Region Midtjylland får i løbet af de næste par år et tilbud om bedre kommunikation når de er i et behandlingsforløb på et af regionens hospitaler.

- Vi har startet en revolution af kommunikationen med patienterne. Vi kan takke Aarhus Universitetshospital for at have lagt mange kræfter i og gået forrest med at drive projektet fremad. Når vi indfører den digitale forløbsguide, får vi skabt en sammenhængende kommunikation fra indkaldelsesbrevet til udskrivelsen af patienten. Det giver overblik, tryghed og sammenhæng og gør det lettere at være både patient og medarbejder, siger koncerndirektør i Region Midtjylland Ole Thomsen.

Evaluering og effekt

Regionen har for nyligt indgået en aftale med it-virksomhederne KMD og Emento om at levere digitale produkter, som gør det nemt for den enkelte afdeling at bygge forløbsguides til patienterne.

De digitale forløbsguides bruges allerede nu på bl.a. Afdelingen for Kvindesygdomme og Fødsler, Afdelingen for Hjerte-, Lunge- og Karkirurgi (AUH), Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling (AUH, Psykiatrien) og Diagnostisk Center (Hospitalsenhed Midt). Alle steder har patienterne været meget tilfredse med det nyt tilbud:

 - Vi kan se af de foreløbige evalueringer, at forløbsguiden opleves som brugervenlig, og at patienterne bliver mere oplyste, føler sig trygge og tager medansvar for deres forløb, når de anvender forløbsguiden, siger lægefaglig direktør på Aarhus Universitetshospital Jørgen Schøler.

Ideen til digitale forløbsguides opstod, da man på afdelingerne var opmærksomme på, at de flere siders patientinformation, som sendes ud på én gang, kan være svære at læse, bruge og overskue. Derfor blev både borgere og sundhedspersonalet inddraget i udviklingen af de digitale forløbsguides.

I den nye app modtager patienten ikke alt på én gang, men alene det, som er relevant i forhold til udredning, diagnose og behandling på det tidspunkt i forløbet, hvor patienten er – ud fra et princip om rette information på rette tid.

Genbrug af indhold

Indholdet i forløbsguiden vil i høj grad genbruge indhold fra hospitalernes hjemmesider, hvor der over de sidste 2 år er skabt mobiloptimerede patientuniverser med knap 6.000 patientvejledninger ud fra fælles principper på tværs af regionen. Derudover vil forløbsguiden blive suppleret med små videoer, link til relevante systemer og animationer med information.

Den nye app gør det samtidig muligt for personalet at følge med i, om patienterne har modtaget informationerne i ordentlig tid fx om faste. Det giver personalet en tryghed og sparer både patientens og sundhedsvæsenets ressourcer, fordi tiden bruges rigtigt.

Udgangspunkt i patientens behov

Da forløbsguiden er digital via en app, kan materialet hurtigt tilpasses patienternes behov.

- Dialogen mellem patient og sundhedsvæsen er traditionelt en slags one-size-fits-all, hvor sundhedsvæsenet kommunikerer på samme måde til alle og placerer en – til tider – uoverskuelig mængde information hos modtageren på én gang. Der er brug for en mere tidssvarende kommunikation, som tager udgangspunkt i patientens behov og individuelle forløb. Den digitale forløbsguide moderniserer dialogen mellem patient og personale, og fra KMD’s side er det en hjertesag at bidrage til den offentlige sektor på en innovativ og sikker måde, siger Merete Søby, direktør for datadrevne løsninger i KMD.

Emento har i udviklingen af de digitale forløbsguides arbejdet ud fra borgerens og patientens behov. I samarbejde med Region Midtjylland har fokus gennem tiden udviklet sig til et bredere perspektiv på it, kommunikation og digitalisering, hvor læring i formidling samt løft af patientens og borgerens sundhedskompetencer har været i højsædet.

- Vi har længe haft et innovationssamarbejde med Aarhus Universitetshospital og patienterne om de digitale forløbsguides. Derfor er det meget glædeligt for os, at vi nu kan udbrede digitale forløbsguides til gavn for alle patienter i hele Region Midtjylland, siger Allan Juhl, direktør for Emento.


Fakta om tidsplan

Region Midtjylland, Emento og KMD indleder nu arbejdet på de første udvalgte afdelinger fra hele Region Midtjylland for at skalere implementeringen, så den dækker et stort antal patienter i regionen. I løbet af 2021 er planen at flere forløb bredes ud for herefter at skalere implementeringen.


Flere oplysninger

  • Koncerndirektør Ole Thomsen, Region Midtjylland, tlf. 2146 9807
  • Lægefaglig direktør Jørgen Schøler Kristensen, Aarhus Universitetshospital, tlf. 2016 3201
  • Pressechef KMD Anne Rosa Simonsen, tlf. 2063 3133
  • Direktør Emento Allan Juhl, tlf. 2259 9023