02.06.2021

I dagene omkring grundlovsdag og igen senere på måneden vil regionen møde 18-25 årige for at fortælle om demokratiprojektet "Samfundsformerne" og opfordre de unge til at søge om at være med. Projektet har plads til 38 unge, der efter sommerferien fx skal på dannelsesrejse og selv være med til at sætte dagsordener. 

I morgen, på fredag og på mandag er medarbejdere fra Region Midtjylland rundt i så mange kommuner som muligt for bl.a. på højskoler at møde unge, der drømmer om at være med til at forme og forandre deres samfund. Senere på måneden vil regionen besøge offentlige steder i flere byer. 

- Det passer perfekt til ånden og formålet med projektet, at vi forsøger at komme i dialog med de unge her omkring grundlovsdag. Vores demokrati er hele omdrejningspunktet for Samfundsformerne. Regionalt har de unge har også en stemme, og de har en demokratisk ret og mulighed. Jeg håber virkelig, at nogle unge har lyst til at komme med i Samfundsformerne og udforske demokratiet og også udfordre os som politikere i forhold til nogle af de beslutninger, vi skal tage, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S). 

Samfundsformerne_RegionMidtjylland.png

Klædes på til demokrati 

Samfundsformerne" blev besluttet af regionsrådet i april. I projektet bliver de unge fx inviteret til at deltage i paneler, workshops, skabe inddragelse i og udvikling af konkrete løsninger, der kan præge beslutningerne i regionsrådet. 

- Faktisk er en lille udgave af grundloven noget af det første, vi kommer til at udstyre de unge samfundsformere med, når projektet går i gang. Det er et fundament for det demokrati, de unge skal navigere i nu og i fremtiden. Det bliver spændende at møde de unge de næste dage, og forhåbentlig får mange af dem lyst til at sende os en ansøgning. Jeg glæder mig til at høre, hvad de er optagede af. En ting er stensikkert: De har nye perspektiver, som vi ikke selv kan komme i tanker om. Vores rolle er at hjælpe de unge med konkrete værktøjer, præsentere nogle af de udfordringer vi arbejder med og give plads til at de selv kan sætte dagsordenen, forklarer sekretariatschef i Regional Udvikling Jane Baad Jensen.

På Samfundsformernes hjemmeside vil planen for juni-besøg i byer og på fx skoler løbende blive opdateret. 

Ansøgning til "Samfundsformerne" 

Alle i aldersgruppen 18-25 år bosiddende i Region Midtjylland kan søge om at blive "samfundsformer". Der vil blive optaget nye medlemmer årligt, da der helt naturligt vil være løbende udskiftning. 

Der er ansøgningsfrist den 1. august til det første hold på 38 samfundsformere. I ansøgningen skal de unge begrunde, hvorfor de gerne vil være samfundsformer. Læs mere og ansøg på www.samfundsformerne.dk