15.03.2022

I flere måneder har personalemangel holdt akutklinik og lægevagt i Ringkøbing lukket, men fredag 1. april åbner begge dele igen. En jobbeskrivelse fra Regionshospitalet Gødstrup baner vej.

Mangel på sygeplejersker har til regionsrådets store ærgrelse siden slutningen af december holdt de fleste funktioner lukket i Ringkøbings akutklinik og lægevagt. Lukningen er flere gange blevet forlænget, men med en kreativ personaleløsning er genåbningen sikret fredag 1. april.

- Akutklinik og lægevagt genåbner. Det er jeg glad for at kunne bekræfte, ikke mindst fordi problemer med at rekruttere personale ofte er meget vanskelige at løse, siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S).

Jobbet vendt på hovedet

Løsningen viste sig at være, at jobbet skulle indrettet til ansøgerne, fordi det er dem, der er mangel på.

Jobopslaget lød på ’lægevagtsassistenter’ til akutafdelingen i Gødstrup. Der blev søgt både sygeplejersker og SOSU-assistenter, med appetit på nødvendig efteruddannelse. Og så blev timetallet "sat fri", så ansøgerne bød ind med det antal timer, de ønskede at arbejde.

Det virkede

Ved fristens udløb havde 56 ansøgere søgt jobbet!

- Det er meget inspirerende, at se, at der ligger nye muligheder i at vende tænkningen på hovedet. Reelt tilpasser akutafdelingen i Gødstrup her efterspørgslen til udbuddet, og det virker! I et tilsyneladende støvsuget arbejdsmarked finder hospitalet alligevel tilstrækkeligt mange sundhedsfagligt uddannede til, at de tilsammen kan bemande og genåbne akutklinikken i Ringkøbing. Det er flot arbejde, roser Anders Kühnau.

Reserver i støvsuget arbejdsmarked

Med den nye tilgang har Regionshospitalet Gødstrup fået kontakt med eksempelvis sundhedsuddannede på efterløn eller pension og sygeplejersker ansat i almen praksis, der ønsker ekstra vagter.

De nyansatte lægevagtassistenter får deres daglige gang i Akutafdelingen på Regionshospitalet Gødstrup, hvor de skal assistere Lægevagten. Det frigør så mange behandlersygeplejersker, at det igen er muligt at opfylde aftalen med de praktiserende læger om, at der skal være behandlersygeplejersker på vagt sammen med Lægevagten i akutklinikkerne.

 

Flere oplysninger

  • Regionsrådsformand Anders Kühnau (S), tlf. 2360 2768