31.03.2022

1. april tiltræder Uffe Schou Løve som cheflæge i Kirurgi på Regionshospitalet Viborg. Han kommer fra en stilling som overlæge i samme afdeling.

Hospitalsenhed Midt har ansat Uffe Schou Løve som cheflæge i Kirurgi på Regionshospitalet Viborg. Her bliver han en del af afdelingsledelsen sammen med chefsygeplejerske Helle Skytte.

- Kirurgi er blevet en stor og kompleks, men også meget velfungerende afdeling med mange dygtige medarbejdere i alle faggrupper. Jeg glæder mig rigtig meget til at arbejde sammen med chefsygeplejerske Helle Skytte og videreføre Kirurgi som en afdeling med et højt fagligt niveau, siger den nye cheflæge.

Uffe Schou Løve er 42 år. Han specialiserede sig i 2016 som kolorektal kirurg og har de sidste seks år arbejdet som overlæge i Kirurgi, de seneste to år desuden som forskningsansvarlig overlæge i samme afdeling. Derudover er han lektor i Kirurgi og har i mange år undervist på postgraduate kurser for yngre læger.

- Jeg medbringer min egen faglighed som specialist i kolorektal kirurgi og en passion for at levere patientbehandling af højeste kvalitet. Mit fokus vil være på fastholdelse og rekruttering af dygtige og engagerede medarbejdere, ikke mindst ved at skabe rammerne for fortsat faglig udvikling og et godt arbejdsmiljø, siger Uffe Schou Løve.

Tidligere i sin karriere har den nye cheflæge haft ansættelser på Regionshospitalet Randers og Aarhus Universitetshospital.

- Uffe Schou Løve går ind i rollen som cheflæge med et rigtig godt kendskab til afdelingen i bagagen. Han har lysten til at bygge videre på sin ledelsesrolle, han har et godt netværk, og han er god til at skabe relationer. Derfor er vi også glade for, at Uffe har sagt ja til at blive cheflæge i Kirurgi, siger Claus Brøckner Nielsen, lægefaglig direktør i Hospitalsenhed Midt.

Uffe Schou Løve er gift og har tre børn. Han bor med sin familie i Aarhus.