10.01.2023

En helkrops PET/CT-skanner skal give forbedrede og mere skånsomme undersøgelser af bl.a. børn og unge med kræft.

En helkrops PET/CT-skanner er en videreudvikling af PET/CT-skanneren. Skanneren kan lave hurtige undersøgelser og skanne hele kroppen ved brug af minimal stråling. Det kan give store fordele ved undersøgelse og behandling af en række alvorlige sygdomme.

Styrket universitetshospital

Regionsrådets Udvalg for Bæredygtighed, Teknologi og Anlæg har indstillet, at Region Midtjylland afsætter 12,7 mio. kr. fra en pulje til medicoteknisk udstyr til indkøb af helkrops PET/CT-skanneren til Aarhus Universitetshospital. Resten af skanneren, som koster ca. 55 mio. kr. inkl. klargøring af skannerrum m.m., finansieres af Aarhus Universitetshospital, der bl.a. søger fonde om 20 mio. kr. til investeringen. Desuden bidrager Aarhus Universitet med 5 mio. kr.

- Investeringen i en helkrops PET/CT-skanner er vigtig for udviklingen og konsolideringen af AUH som et stærkt universitetshospital i Region Midtjylland, siger formanden for regionsrådets Udvalg for Bæredygtighed, Teknologi og Anlæg, Henrik Gottlieb Hansen (S).

Til gavn for mange patienter

- Vi forventer, at skanneren vil komme en lang række patienter til gavn. Det gælder bl.a. børn og unge med alvorlige sygdomme som kræft. Skanneren vil også være med til at markere Aarhus Universitetshospital som et førende hospital inden for behandling af sjældne sygdomme på europæisk plan, siger hospitalsdirektør Poul Blaabjerg.

Da der er tale om nye højtspecialiserede undersøgelser, vil skanneren i de første år mest blive brugt til forskning, men efterhånden som forskningen udvikler nye undersøgelsesmuligheder, forventes flere patienter med f.eks. kræftsygdomme, sygdomme i hjernen samt led-, bindevævs- og karsygdomme at blive tilbudt helkrops PET/CT-skanning.

Ifølge den foreløbige tidsplan vil skanneren tidligst kunne leveres i august 2023 og tages gradvist i brug ca. en måned senere.

 

Flere oplysninger

  • Henrik Gottlieb Hansen, formand, udvalg for bæredygtighed, teknologi og anlæg, Region Midtjylland, tlf. 2129 9726
  • Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer
  • Hospitalsdirektør Poul Blaabjerg, Aarhus Universitetshospital, tlf. 5131 3506.
  • Professor Lars Gormsen, Nuklearmedicin og PET, Aarhus Universitetshospital, tlf. 2281 1631

Fakta

  • En CT-skanning er en avanceret røntgenundersøgelse, der giver detaljerede billeder af kroppens forskellige væv og organer.
  • En PET-skanning er en nuklearmedicinsk undersøgelse, hvor patienten får indsprøjtet et radioaktivt sporstof, og en PET-skanner optager billeder af, hvor det radioaktive sporstof er i kroppen.
  • En PET-skanning kan kombineres med CT-skanning i en PET/CT-skanner, hvor CT-skanningen giver en præcis beskrivelse af, hvordan patientens organer ser ud, mens PET-skanningen giver oplysninger om, hvordan de fungerer.
  • En helkrops PET/CT skanner er en markant videreudvikling af de nuværende PET/CT-skannere.
  • En helkrops PET/CT-skanner har en højere følsomhed end PET-skannere. Det betyder, at man kan give 10 gange mindre radioaktivt sporstof til patienten eller reducere skanningstiden 10 gange.
  • Skanningsfeltet i en helkrops PET/CT skanner er 110 cm langt, og for børn - og næsten alle voksne - betyder det, at alle organer kan skannes på én gang. En almindelig PET-skanner har et skanningsfelt på 25 cm.