26.08.2015

Videndeling og fokus på forskning står centralt, når Center for Forskning og Uddannelse (CFU) i Hospitalsenheden Vest inviterer til Forskningens Dag, torsdag 27. august i Herning Kongrescenter fra kl. 12.30 til 18.30.

I morgen vil hospitalets forskere præsentere deres nyeste resultater for forskningsinteresserede ansatte fra de stærke forskningsmiljøer og mange kliniske og parakliniske afdelinger.

- Det ambitiøse og varierede program viser, at der allerede nu laves megen god forskning på hospitalet. Et særdeles godt udgangspunkt for etableringen af det nye Center for Forskning og Uddannelse ved storhospitalet i Gødstrup, siger Annette Haagerup, der er forskningskoordinerende ledende overlæge i CFU.

Forskningens Dag er ikke nogen ny opfindelse, men formen er denne gang redefineret til international standard for videnskabelige kongresser i samarbejde med Herning Kongrescenter MCH.

- Overordnet stiller vi skarpt på forskningsresultater, anvendelighed og formidling, samtidig med, at dagen giver deltagerne gode muligheder for at udvide sit forskningsnetværk. Og som noget helt nyt uddeler vi to forskningspriser, tilføjer Annette Haagerup.

Programmet veksler mellem mundtlige foredrag og poster-præsentationer. I løbet af dagen præsenterer 26 forskere ny forskning for de flere end 100 tilmeldte deltagere, der kan se frem til lærerige og overraskende budskaber. Og de bliver med garanti udsat for både gys, grin og gru under det afsluttende foredrag "Publikation af lægemiddelforskning".

Programmet for "Forskningens Dag" er vedhæftet. Pressen er velkommen til at overvære arrangementet.

Yderligere oplysninger:

  • Annette Haagerup, forskningskoordinerende ledende overlæge i CFU, tlf. 2461 9931
  • Jens Friis Bak, lægefaglig direktør, Hospitalsenheden Vest, tlf. 4093 7985