06-01-2015

Ambulancerne i Region Midtjylland er altid på vagt og kommer, når AMK-vagtcentralen kalder. Tilfredsheden er helt i top blandt de patienter, der har fået ambulancernes hjælp. Alligevel bliver der bag kulisserne hele tiden arbejdet på forbedringer. 

Siden 1. december har ambulancerne fået nye baser, og Region Midtjyllands ambulanceleverandører har taget ca. 125 nye køretøjer i brug. 

På overfladen ligner en ambulance måske nok en ambulance, når den kommer drønende med blå blink på vej til et trafikuheld. Men bag kulisserne bliver der dagligt arbejdet på at optimere beredskaberne, så både patienter og skatteborgere får mest muligt ud af investeringerne i akutberedskabet. 

Bedre responstid 
Regionsrådet i Region Midtjylland bestemmer, hvor hurtigt ambulancerne skal kunne nå frem. Især i tyndt befolkede områder, hvor der ikke så tit er brug for ambulancer, er det en hårfin afvejning mellem tryghed og økonomi. 

- Men i en række områder er brug for et løft. Ambulancerne skal kunne være hurtigere på pletten, og det tror jeg på, at vi opnår med de nye baser, siger regionsrådsformand Bent Hansen. 

Kortere vej fra nye baser 
Første december begyndte Region Midtjyllands nye kontrakter med ambulanceleverandørerne Falck og Responce. I de nye kontrakter er der flere forbedringer: De steder, hvor ambulancerne hidtil har været længst undervejs, har ambulancerne fx fået nye baser. Baser er ekstra udgangspunkter, hvor ambulancerne kan operere fra i kortere eller længere tid. 

I Langå, Ulfborg og Videbæk kan ambulancepersonalet overnatte. De øvrige nye baser skal være udgangspunkt for ambulancerne i op til to timer ad gangen. 

Nye korttids-baser 

De nye korttids-baser ligger i: 

Havndal Thyborøn 
Sønder Felding Vinderup
Aulum Karup
Balling (ved Spøttrup) Gjesing (ved Skanderborg)
Fjellerup (ved Glesborg) Juelsminde
Hadsten  


Nye ambulancer
En anden god nyhed er de ca. 125 nye ambulancer og sygetransporter, som 1. december rullede ud fra ambulancebaserne i de områder af Region Midtjylland. 

- Med de nye aftaler ligger ambulancetjenesten på et tidligere uset niveau i Danmark, og jeg er stolt over, at Falck er operatør på hovedparten af Region Midtjyllands ambulancer, siger regionsdirektør i Falck, Gunnar Thykjær. 

Også Responce har fået ny kontrakt og købt nye køretøjer. 

- Det er gået lige efter planen, og vi er stolte over det gode samarbejde mellem parterne. Det tegner godt for det nye ambulance-setup i Region Midtjylland, siger administrerende direktør Michael Sørensen fra Responce. 

Udover Falck og Responce kører også Samsø Redningskorps ambulancer og sygetransporter for Region Midtjylland. Aftalen med Samsø Redningskorps fornys dog først om et år. 

De netop påbegyndte kontrakter varer fem år med mulighed for forlængelse i op til to år. De skal derefter i nyt udbud. 


Flere oplysninger 

  • Bent Hansen, regionsrådsformand (S), tlf. 4031 3707 
  • Gunnar Thykjær, regionsdirektør Falck, tlf. 2171 1387 
  • Michael Sørensen, adm. direktør Responce, tlf. 5156 3526 
  • Else Ammitzbøll, præhospital direktør, tlf. 7541 4800 
  • Kontaktoplysninger på alle regionsrådets medlemmer


Fakta
 

 



opdateret: 07-01-2015

Billeder til download kan frit anvendes i forbindelse med redaktionel omtale af indholdet i denne pressemeddelelse, når Region Midtjylland anføres som kilde