Se alle
  • Udvalg: Aarhusklyngen
  • Mødedato: 02. maj, 2025 kl. 09:00
  • Mødested: DokkX, Hack Kampmanns Plads 2, 8000 Aarhus C, Undervisningslokale 2, niveau 1

 


Sagnr.: 1-31-72-446-22

1. Velkommen og præsentation

Sagsfremstilling

Formandskabet indleder mødet med at byde velkommen.


Mødedeltagere:

Anders Kühnau, regionsrådsformand (A) (regional medformand)

Else Kayser, regionsrådsmedlem (Ø)

Jacob Klærke, regionsrådsmedlem (F)

Anders G. Christensen, regionsrådsmedlem (V)

Christian Budde, rådmand, sundhed og omsorg, Aarhus Kommune (V) (kommunal medformand)

Anders Winnerskjold, borgmester Aarhus Kommune (A)

Marcel Meijer, borgmester Samsø Kommune (A)

Allan Høg Poulsen, PLO-Midtjylland, praktiserende læge i Aarhus Kommune

Anna Visby Lunde, PLO-Midtjylland, praktiserende læge i Aarhus Kommune


Thomas Balle Kristensen, hospitalsdirektør, Aarhus Universitetshospital

Jannie Falk Bjerregaard, sygeplejefagligdirektør, Psykiatrien

Anders Kjærulff, koncerndirektør, Region Midtjylland

Christian Boel, direktør, Aarhus Kommune

Dorthe Lykke Jensen, forvaltningschef, Samsø Kommune

Hanne Linnemann, stabsleder, Aarhus Kommune (sekretariat)

Sandra Bjerre Nielsen, ac-fuldmægtig, Sundhedsplanlægning (sekretariat)

Beslutning

Nye medlemmer af klyngen blev budt velkommen.


Der var afbud fra Anders Winnerskjold, Marcel Meijer og Else Kayser.

Sagnr.: 1-31-72-446-22

2. Samarbejdet på sundhedsområdet under den nuværende og kommende struktur

Det indstilles,

at Aarhusklyngen indledningsvist drøfter omsætning af de fælles pejlemærker for implementering af sundhedsreformen i klyngesamarbejdet, og
at Aarhusklyngen drøfter perspektiver på samarbejdet på sundhedsområdet, set i lyset af aftale om sundhedsreform 2024

Sagsfremstilling

Regeringen og forligspartierne indgik den 15. november 2024 aftale om en sundhedsreform.


Centralt for klyngesamarbejdet er bl.a. at der etableres 17 nye sundhedsråd, heraf 5 i Region Midtjylland og 1 i Aarhusklyngen. Sundhedsrådene træder i kraft den 1. januar 2027 og fungerer i 2026 som forberedende sundhedsråd.


Endvidere flyttes ansvaret for en række sundhedsopgaver fra kommunerne til regionerne. Opgaveflytningen træder i kraft den 1. januar 2027. Der er mulighed for, at region og kommune kan indgå aftale om kommunal drift af de specifikke opgaver.


Fælles pejlemærker for implementering af sundhedsreformen

KL og Danske Regioner udgav den 30. januar 2025 seks fælles pejlemærker for implementering af sundhedsreformen med følgende overskrifter:


  1. Vi ønsker en hurtig afklaring med staten om opgaver og økonomi
  2. Vi vil have lokal dialog om overdragelsen af opgaver
  3. Vi vil skabe klare rammer, når kommuner skal være leverandør for et sundhedsråd
  4. Vi ønsker tryghed for medarbejderne
  5. Vi vil bevare de gode tilbud i overgangsfasen
  6. Vi vil sikre en god dialog om opgaverne nu og i de fremtidige sundhedsråd


Bilag:

Seks pejlemærker mellem KL og Danske Regioner for arbejdet med implementering af sundhedsreformen

Beslutning

Aarhusklyngen drøftede samarbejdet i forhold til sundhedsreformen, herunder ift. dilemmaer omkring implementering af reformen.


Der var enighed om, at de bilaterale dialoger, der har været mellem regionen og Samsø Kommune hhv. Aarhus Kommune giver et godt afsæt for det videre samarbejde om implementering af sundhedsreformen lokalt.


Regionalt er der en opmærksomhed på at bevare fleksibilitet og synergier i opgaveløsningen for de fire opgaveområder, som regionerne overtager myndigheds- og finansieringsansvaret for pr. 1.1.27. Noget som kommunerne i dag er rigtigt dygtige til.


PLO-M vil gerne ses som en medspiller, ift. at finde gode lokale løsninger for Samsø, hvor forholdene, vilkår og forudsætninger for opgaveløsningen adskiller sig en del fra fastlandet.

Sagnr.: 1-31-72-446-22

3. Status på de prioriterede temaer i Aarhusklyngen

Det indstilles,

at orienteringen om status på de prioriterede temaer samt de øvrige initiativer i Aarhusklyngen tages til efterretning

Sagsfremstilling

De prioriterede temaer i Aarhusklyngen:

  • Børn og unges mentale sundhed og trivsel
  • Digitale løsninger og velfærdsteknologi
  • Fælles investeringer i sundhed; herunder bl.a. borgere med lungeproblemer


Børn og unges mentale sundhed og trivsel

  • På tværs af Region Midtjylland og de 19 kommuner er indgået en samarbejdsaftale om børn og unge i psykisk mistrivsel. I Aarhusklyngen implementeres samarbejdsaftalen med en række initiativer; herunder bl.a. etablering af det lettilgængelige behandlingstilbud.


Center for Trivsel er etableret i Aarhus Kommune primo januar 2025. Tilbuddet er for skolebørn og unge, der er 5-17 år med lette til moderate symptomer på psykisk mistrivsel. Mistrivslen kan fx komme til udtryk som bekymring, tristhed, forstyrrede tanker om krop og mad, adfærdsvanskeligheder, selvskade, tvangstanker og -handlinger eller uro og uopmærksomhed.
Det er tale om et lettere behandlingstilbud, der retter sig mod børn og unge, der ikke har brug for en indsats i børne- og ungdomspsykiatrien, men har behov for en mere målrettet indsats end de helt tidlige indsatser i nærmiljøet (fx pædagogiske indsatser i skolen).


Tilbuddet tager afsæt i den nationale faglige ramme udarbejdet af Sundhedsstyrelsen, Social- og Boligstyrelsen og Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.


Digitale løsninger og velfærdsteknologi

  • Aarhusklyngen arbejder bl.a. med afprøvning og implementering af gode arbejdsgange for virtuelle udskrivelsesmøder mellem hospital, kommuner (Aarhus og Samsø), borger/pårørende og almen praksis.


Afprøvningen er startet på 2 afdelinger og vi er på nuværende tidspunkt i gang med at inkludere yderligere 7 afdelinger. Projektet skal medvirke til at sikre, at der ikke er problemer med teknologien og at medarbejdere er trygge ved brugen af de virtuelle værktøjer.


  • Sammenhængen i det danske sundhedsvæsen udfordres dagligt, fordi personalet har svært ved at få adgang til relevante sundhedsdata, når borgerne bevæger sig mellem hospital, kommune og praktiserende læge. I sundhedsreformen peges der bl.a. på, at bedre datadeling og digitalisering er vejen frem, og som de første i landet afprøver Aarhus Kommune og Region Midtjylland fra 1. april 2025 løsningen Columna Axon, der giver regionens sundhedspersonale indblik i data fra den kommunale plejesektor. Columna Axon er udviklet af softwarevirksomheden Systematic.


Vurderingen er, at det vil frigøre tid og øge borgersikkerheden.


  • Velfærdsteknologiens Hus bliver en realitet i 2027, idet Aarhus Byråd har besluttet at købe Skejbygårdsvej 13, tæt på Skejbys økosystem med SOSU-Østjylland, VIA, AUH og virksomheder. Velfærdsteknologiens Hus behandles særskilt under punkt 5.


Fælles investeringer i sundhed; herunder borgere med lungeproblemer

  • Aarhusklyngen har afholdt workshops og gennemført dataanalyser med henblik på at få konkretiseret mulige indsatser ifht. at kunne etablere en social effektinvestering, der kan reducere sygdomsbyrden relateret til lungekræft, KOL og andre beslægtede lungelidelser. Dataanalyserne baseres bl.a. på TVÆRSPORS data.


Det forventes, at konkrete prøvehandlinger kan igangsættes i efteråret 2025.


Oversigt over Aarhusklyngens forskellige initiativer

Der er udarbejdet en samlet beskrivelse i det medsendte bilag.


Beslutning

Aarhusklyngen tog orienteringen om status på de prioriterede temaer, samt de øvrige initiativer i Aarhusklyngen, til efterretning.

Sagnr.: 1-31-72-446-22

4. Samarbejdsaftale om lægedækning på de midlertidige pladser på Vikærgården (Aarhus)

Det indstilles,

at orienteringen tages til efterretning

Sagsfremstilling

AUH, de praktiserende læger i Aarhus og Aarhus Kommune, Sundhed og Omsorg er undervejs med en samarbejdsaftale om lægedækningen på Aarhus Kommunes midlertidige pladser på Vikærgården. Samarbejdsaftalen går på, at den lægelige dækning af borgerens første 1-2 uger på Vikærgården varetages af læger fra Ældresygdomme og Hormon- og Knoglesygdomme, hvorefter det lægefaglige behandlingsansvar igen går tilbage til borgerens egen læge.


Initiativet skal medvirke til at forebygge genindlæggelser og til styrket borgersikkerhed.

I de første uger af borgerens ophold, er de i en ustabil fase. Her er der behov for særlige lægelige kompetencer; herunder en lettere adgang til specialerne på hospitalet. Dette for at forebygge, at borgeren bliver genindlagt.


Aftalen forventes klar primo juni 2025 med henblik på implementering fra 1. september 2025. Aftalen indgås i første omgang for en et-årig periode. Der igangsættes en grundig evaluering med henblik på at gøre brug af erfaringerne i det videre tværsektorielle samarbejde.


Cheflæge Catherine H. Foss, Ældresygdomme og vicechef fra Vikærgården Charlotte S. Klitnæss orienterer om samarbejdsaftalen.

Beslutning

Aarhusklyngen tog orienteringen til efterretning og kvitterede for oplægget om den kommende samarbejdsaftale om lægedækning på Vikærgården. Oplægget er vedlagt referatet som bilag.


De praktiserende læger ser positivt på den kommende samarbejdsaftale.

Sagnr.: 1-31-72-446-22

5. Velfærdsteknologiens Hus

Det indstilles,

at statusorienteringen tages til efterretning
at de regionale perspektiver for det fremtidige samarbejde i Velfærdsteknologiens Hus drøftes

Sagsfremstilling

Et af de prioriterede temaer for den politiske sundhedsklynge Aarhus er ”digitale løsninger og velfærdsteknologi”


Sundhedsklyngen er løbende blevet orienteret om status på Aarhus Kommunes vision og arbejde på at få etableret et Velfærdsfærdsteknologiens Hus.


Siden sidste møde i den politiske sundhedsklynge Aarhus, er Velfærdsteknologiens Hus gået fra afsøgningsfase til med sikkerhed at blive realiseret.


Aarhus Byråd har besluttet at købe Skejbygårdsvej 13, tæt på Skejbys økosystem med SOSU-Østjylland, VIA, AUH og virksomheder. Politikerne har givet grønt lys til en gennemgribende om- og tilbygning af ejendommen frem mod indflytning i september 2027. Hjælpemiddelcentret flyttes til Velfærdsteknologiens Hus med en nødvendig og markant opgradering af plads og kapacitet. Dertil kommer en væsentlig udvidelse af det nuværende undervisningscenter, og at borgere får bedre kvalitet og adgang til velfærdsteknologi.


Sundhed og Omsorg, Aarhus Kommune vil forfølge en ny velfærdsvision for huset med fornyet styrke og række ud til lokale, regionale og nationale partnerskaber. Velfærdsteknologiens Hus kommer til at dele bygningen med et lærings- og beskæftigelsestilbud til voksne borgere med handicap under Sociale Forhold og Beskæftigelse. Der arbejdes i videst muligt omfang for synergier og fællesfunktioner mellem de to enheder.

På mødet i den politiske Sundhedsklynge gives en præsentation med fokus på:

1. Opsummering af udviklingsspor: Sammenhængende sundhed – region/kommune (2023-24)
2. Regionale perspektiver i projektet (2025-)

Beslutning

Aarhusklyngen tog statusorienteringen til efterretning.


Der var enighed om, at der fortsat er en fælles opbakning til Velfærdsteknologien Hus og en nysgerrighed ift. mulighederne i Velfærdsteknologiens Hus.


Præsentationen fra mødet er vedlagt referatet som bilag.

Sagnr.: 1-31-72-446-22

6. Orientering om møde d. 14. maj mellem rådmand for Sociale forhold og Beskæftigelse, Aarhus Kommune og formand for regionens psykiatri- og socialudvalg vedr. færdigbehandlede patienter i psykiatrien

Det indstilles,

at orienteringen tages til efterretning

Sagsfremstilling

Den 14. maj afholdes et møde mellem Anette Poulsen, rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse, og Else Søjmark, formand for Psykiatri- og Socialudvalget i Region Midtjylland.


Formålet er primært at drøfte færdigbehandlede patienter, der ikke kan udskrives grundet manglende kommunalt tilbud, da det – som tidligere drøftet i Aarhusklyngen – er en fælles udfordring, der både belaster de patienter, der ikke kan udskrives, og de patienter, der ikke kan blive indlagt.

Aarhus Kommune og Region Midtjylland har kontinuerligt haft et fælles fokus på at nedbringe antallet af færdigbehandlede patienter. Der er en fælles interesse i, at patienter skal leve deres liv i det nære – ikke på en hospitalsafdeling. Man har derfor i en årrække arbejdet på at styrke samarbejdet, hvilket har resulteret i en stærk samarbejdsstruktur, men uden at det er lykkedes at nedbringe antallet af færdigbehandlede.


På mødet drøftes desuden øvrige temaer som sundhedsreformen og det integrerede behandlingstilbud til borgere med dobbeltdiagnoser. Der vil desuden være en rundvisning i AUH Psykiatrien.

Beslutning

Orienteringen blev taget til efterretning.


Aarhusklyngen udvekslede synspunkter på problemstillingen med færdgibehandlede patienter i psykiatrien.

Sagnr.: 1-31-72-446-22

7. Rundvisning på DokkX udstillingen

Sagsfremstilling

DokkX er en interaktiv udstilling med velfærdsteknologi og hjælpemidler, der er åben for alle og som er gratis at besøge. Hos DokkX kan du gå på opdagelse, blive klogere og afprøve alverdens nye teknologier. Vores teknologikonsulenter står altid klar til at give dig råd og vejledning til anskaffelse af innovative løsninger, der kan understøtte et selvstændigt, trygt og aktivt liv.

DokkX er også et rum for innovation, hvor uddannelses- og forskningsinstitutioner, erhvervsliv, Aarhus Kommune og byens borgere kan samarbejde om at udvikle fremtidens teknologiske løsninger.


I den nye interaktive udstilling kan opleves en verden af teknologier, der kombinerer innovation med omsorg og som skaber løsninger, der styrker selvstændighed, tryghed og værdighed.


Velfærdsteknologi handler ikke kun om effektivitet, men om at finde løsninger, hvor mennesker føler sig set og hjulpet med respekt. I DokkX kan du gå på opdagelse i fremtidens teknologier, der gør en forskel ved at have omsorg som en central værdi og del af designet. De innovative løsninger har også fokus på at aflaste professionelle og pårørende, så der bliver mere tid til nærvær og relationsarbejde.

Udstillingen er designet som et hjem, hvor du kan opleve og afprøve de nyeste teknologier og hjælpemidler til hjemmet og dagligdagen.


Udstillingen ”Omsorgsfuld Teknologi” er åbnet d. 28. marts 2025 og løber frem til d. 23. december 2025.


Der kan læses mere om DokkX via nedenstående link

DokkX

Sagnr.: 1-31-72-446-22

8. Eventuelt